Et forkert telefonnummer på indsamlingsfolder kan betyde, at Red Barnet ender med et bedre resultat end sidste år. Fejlen har givet sagen mere opmærksomhed.

Der er gang i lommeregnerne mandag formiddag hos Red Barnet. Paradoksalt nok kan det vise sig, at resultatet oven på søndagens indsamling bliver særdeles godt på grund af et forkert telefonnummer på 1,5 millioner foldere.

- Der er sket det positive - takket være medierne - at vi har fået lige så mange penge ind som sidste år på det samme tidspunkt, siger kampagnens projektleder, Lone Burchardt.

Det forkerte nummer er trykt på den folder, der er blevet lagt i postkassen, hvis man ikke var hjemme, da indsamleren ringede på døren.

Via telefonregningen kan man donere 100 kroner til Red Barnets tre familieprojekter i Sierra Leone, Uganda og Etiopien.

Lone Burchardt er ikke bleg for at indrømme, at den "lille tastefejl" har sikret kampagnen stor opmærksomhed - så stor, at resultatet kan ende med at blive bedre end sidste år.

- Det tror jeg faktisk godt. Ikke at vi vil gentage fejlen, men vi er glade for, at der er kommet så meget ind, som tilfældet er på nuværende tidspunkt, siger hun.

Spørgsmål: Så ikke noget med at skrive et forkert nummer på folderne næste gang?

- Nej, det tror jeg dog ikke, at vi gør. Det var en engangsforestilling. Men vi har fået en fantastisk hjælp, og det betyder, at folk kan have sagt: "Nu må vi støtte, for det er da også ærgerligt", siger Lone Burchardt.

Det er muligt at donere penge via opringningen frem til nytår. Under søndagens indsamling kom der desuden 8,5 millioner kroner i indsamlingsbøsserne. Det er lidt mindre end indsamlingen sidste år, oplyser Red Barnet.

- Set i lyset af Pakistan-indsamlingen, hvor danskerne har været meget gavmilde i de sidste uger, synes vi, at det er gået godt, siger generalsekretær Mimi Jakobsen i en pressemeddelelse.

/ritzau/