Det populære spise- og take away-sted i under-etagen hos Magasin 'Meyers Deli' har modtaget fire politianmeldelser og en indskærpelse efter Fødevarestyrelsen var på besøg i torsdags.

Ikke ret meget var som det skulle være, da Fødevarestyrelsens folk var på en ordinær kontrol på Kgs. Nytorv i København.

Madvarer og kølerum var alt for varme. Forskellige madvarer, der burde opbevares ved højst 5 grader, blev målt til langt højere temperaturer. Kogt kylling var 14 grader varmt, fiskefrikadeller og forstegt hakkebøf blev målt til henholdsvis 9 og 7 grader.
En kølemontre blev med rumføler blev målt til 8 grader.

Også opbevaring af friske grøntsager og vask af grøntsagerne var den gal med. Grøntsagerne stod i kasser på bordet ved opvasken oven på rene bøtter.
En klar overtrædelse af reglerne om at holde tingene adskilt i et køkken.

Der blev desuden skyllet grønt i vasken, hvor der stod uren opvask.

Også rengøring og vedligeholdelse var det galt med. Gulvet bag ovnen, udluftningsfiltre i loftet, udluftningsfiltre ved emfang, gulv ved køleskab og fryser var ifølge kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsen meget snavset.

Virksomheden er desuden blevet politianmeldt, fordi man ikke har udført den ugentlige egenkontrol, som man er forpligtet til.

I alt fire politianmeldelser, en indskærpelse af reglerne og en meget sur smiley var resultatet af kontrolbesøget.

Kontrolchef i Fødevarestyrelsen Bjørn Wirlander har ikke set kontrolrapporten, men da han høre kommentarene i rapporten er han ikke i tvivl om, at sagen er grel.

- Det er væsentlige overtrædelser, der er tale om. Jeg kender ikke den præcise anledning til politianmeldelserne, men som hovedregel anmelder vi sager til politiet, hvis vi mener, virksomheden står til en bøde, der er større, end vi selv har mulighed for at udskrive. Eller hvis virksomheden ikke vil anerkende den bøde, vi udskriver. Det kan også være fordi virksomheden ikke har betalt en tidligere bøde.

I kontrolrapporten står der, at medarbejderne under kontrollen har fortalt, at stedet har haft en strømsvigt, og at det var derfor opvasken ikke var blevet taget, inden man vaskede grøntsagerne i vasken.

Joy Skaastrup Nielsen, der er daglig leder af Meyers Deli i Magasin, vil ikke kommentere sagen over for B.T. Hun henviser til virksomhedens administrerende direktør, Tage Nielsen, der siger, at virksomheden ikke politianmeldes.

- Det bliver ingen politianmeldelser, for vi betaler selvfølgelig den bøde vi får. Vi ved endnu ikke hvor stor den bliver, for vi får den først i næste uge, siger Tage Nielsen.

Han siger, der ikke er så mange forklaringer til Fødevarestyrelsens rapport.

- Det er ganske enkelt ikke godt nok. Vi skal være skarpere til at følge op på, at tingene bliver gjort ordentligt. Vi har ikke været dygtige nok til at følge, de systemer vi har lavet. Og da det er mig, der har ansvaret, er det mig, der ikke har været dygtig nok. De ting vi har fulgt op på en gang om ugen, dem skal vi til at følge op på dagligt. Så restaurantchefen og mig skal ud og kontrollere stedet oftere.

Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra Claus Meyer