I årtier har børn og voksne over hele verden elsket tegningerne, men pludselig er hans muntre portrætter af sorte mennesker og arabere ikke længere god stil i hjemlandet. Den berømte svenske tegner og forfatter Jan Lööf var i går i København
Den svenske mand, der må nærme sig de to meter, står i ternet skjorte. Uden et hår på hovedet og med kridhvidt skæg. Han stikker som en fremmed, meget høj fugl ud blandt de udklædte tegneseriefigurer fra fantasifulde verdener.
Bag de runde briller og levende øjne gemmer sig et sind, der i 50 år har underholdt – børn såvel som voksne – med en let streg. ’Felix’, ‘Fang Fabian’ eller ‘Min morfar er sørøver’ vækker måske minder.
Han sætter sig tungt i sofaen. Jan Lööf er temmelig træt af det stempel, han pludselig har fået af nogle af sine landsmænd: ’Racist’.
Den 76-årige tegner og forfatter er en jovial mand og i godt humør. Denne søndag i Øksnehallen i København er han jo også i eksil. Han tager sig god tid til at tale med sine trofaste fans, der, siden de var helt små, har nydt de berømte børnebogsstreger om aben Fabian, om Felix på eventyr og mange flere.
Men to af Jan Lööfs mest populære bøger, ‘Fang Fabian’ (1997) og ‘Min morfar er sørøver’ (1966), har med ét et så ‘problematisk indhold’, at forlaget har bedt ham om at tegne dem anderledes.
Konkret handler det om en håndfuld mørke jazzmusikere, som den undslupne abe Fabian møder på sin vej. Den ene går i seng med solbriller på, mens den anden fremstår for ’udklædt’ ifølge Jan Lööf.
Ond araber
Og på sørøverturen støder morfar og barnebarnet ind i den onde sørøver Omar, der har sabel i bæltet og turban på hovedet. Omar er en karikatur på en ond araber, mener forlaget.
»Jeg ender mit liv som racist. Og det er jeg faktisk ret ked af.«
Jan Lööf er inviteret til Danmark i forbindelse med Copenhagen Comics. Foran hans bord former sig en lang kø. Voksne og børn har medbragt tegneseriehæfter, som Jan Lööf skal signere.
I Sverige er der folk, som i stedet vender ryggen til ham. Debatten om politisk korrekthed på den anden side af sundet kan virke ‘hysterisk’ i danske øjne, men den tages hamrende alvorligt.
Her ser man tegninger som Jan Lööfs som små brikker, der alt i alt er med til at danne det verdensbillede, som børn vokser op med. Og skildres sorte eller for den sags skyld hvide mennesker på en bestemt stereotyp måde igen og igen, er det det billede, børn får, lyder analysen.
Tintin og Pippi er også ramt
Det er bl.a. grunden til, at ’Tintin i Congo’ ikke længere kan findes på bibliotekerne i Sverige, og af samme årsag er også Astrid Lindgrens populære ‘Pippi Langstrømpe’ blevet omskrevet. Pippis berømte far måtte ikke længere være ‘negerkonge’, og Hergés Tintin måtte ikke længere bedrive imperialisme ved at lære Congos børn om geografi og om ‘fædrelandet Belgien’.
Netop den form for politisk korrekthed har altså også nu ramt de populære streger af Jan Lööf. Tegningerne af den onde sørøver Omar ses som islamkritisk, mens tegningerne af jazzmusikerne er for stereotype.
De kritiske røster påvirker ham meget, for han har aldrig haft et politisk budskab med tegningerne, fortæller han.
»Portrætterne fra ‘Min morfar er sørøver’ er jo taget fra Tusind og én nat, og har ingenting med islam at gøre. Og bare fordi jeg har tegnet sorte mennesker med brede næser og store læber, så er jeg per definition racist.«
Jan Lööf bestemte sig først for at tegne figurerne om, men efter første forsøg afviste han anmodningen fra forlaget.
»Jeg har tegnet den udklædte jazzmusiker, fordi han var en af mine nære venner. Det var simpelthen sådan, han så ud, og det var sådan, jeg kendte ham. Jeg kunne ikke tegne ham anderledes,« siger Jan Lööf i sofaen i København.
Eftermæle med bismag
Hans karriere har ellers været ‘lang og glædesfyldt’, men hans eftermæle får en bismag, han ikke bryder sig om.
I Danmark er debatten knap så hidsig, og det har Jan Lööf da også bemærket. Hans første besøg i København endte med, at han udgav sin første bog i 1964, og han kunne tage færgen til Malmø med 6.000 kr. på lommen.
»Jeg gik hen over Kongens Nytorv med en følelse af triumf, fordi i det øjeblik forstod jeg, at jeg måske kunne leve af mine tegninger,« siger forfatteren, der mener, at meningsdannerne er på vildspor. Den politiske korrekthed er individuel og skal ikke komme ovenfra.
»I har jo slet ikke den politiske korrekthed i samme skala her i Danmark, og det er, synes jeg, fint. Men jeg er på en måde blevet symbolet på den debat i Sverige, og sådan må det så bare være,« siger han.
