Har du også fået småpenge tilbage i Skat? Så donér beløbet til flygtninge på flugt, lyder opfordringen i en ny indsamling. Titusindvis af kroner er samlet ind, og manden bag ideen er overvældet.

Da Jonas Klitgaard Hansen onsdag aften sad og scrollede ned igennem sit Facebook-feed, var der en hel del bekendte, der kunne fortælle om en identisk oplevelse: De havde alle fået så små beløb tilbage fra Skat, at de mest af alt undrede sig over, at myndigheden havde voldt sig besværet med at føre dem tilbage.

Men mange bække små gør som bekendt en stor å, og Jonas Klitgaard Hansen havde en fornemmelse af, at småbeløbene kunne gøre andre mennesker glade.

»For os er der tale om småpenge, der egentlig ikke kan bruges til så meget. Så hvorfor ikke lave en indsamling og se, hvem der er med på at donere, og så ellers hjælpe de mange mennesker, der i øjeblikket er på flugt,« fortæller Jonas Klitgaard Hansen.

Han oprettede derfor en indsamling hos Dansk Flygtningehjælp, hvor han opfordrede folk til at donere deres tilbagebetalte skattekroner, og delte den på Facebook. Og herefter er det gået stærkt. Torsdag eftermiddag er der indsamlet tæt på 100.000 kroner, og beløbet vokser hurtigt.

Jonas Klitgaard Hansen er overvældet over de mange bidrag, der tikker ind.

»Jeg har været ret overrasket. Jeg troede ikke, der ville være så mange, der ville overføre. Jeg havde måske håbet på omkring 10.000, men det her er ret vildt. Jeg er superglad for, at så mange vil støtte det,« siger han.

»Det er rart, at man kan gøre en forskel, og så er det også en måde at råbe op på, for jeg er ikke enig i den udlændingepolitik, vi fører,« siger Jonas Klitgaard Hansen.

Hos Dansk Flygtningehjælp roser man initiativet.

»Jonas har fået en sej idé og bruger pengene fra skat på verdens flygtninge. Mange tak!« tweeter organisationens generalsekretær, Andreas Kamm.

I alt har mere end to millioner danskere fået mindre beløb indbetalt på deres NemKonto. Det skyldes, at Skat har lavet nye beregninger på årsopgørelser fra 2004 til 2012, der viser, at myndigheden har sat beskæftigelsesfradraget for lavt. I alt har 900.000 borgere fået tilbagebetalt 176 millioner kroner.

Vil du også give et bidrag? Så kan du gøre det lige HER.