Hudkræft blandt unge under 35 år er fordoblet de seneste 10 år. Solen og solarier har en stor del af skylden.

Hver dag året rundt bliver en ung dansker ramt af kræft i huden.

Det viser nye tal fra cancerregistret. Af dem fremgår det, at forekomsten af kræft i huden blandt unge under 35 år er fordoblet de seneste 10 år.

UV-stråler fra solen og solarium er den væsentligste årsag.

- Det er alarmerende, at flere og flere unge får kræft i huden - modermærkekræft og almindelig hudkræft. Hvert år kommer der 9000 nye tilfælde, siger Anja Philip, projektchef for Kræftens Bekæmpelses og Trygfondens solkampagne.



Billedet af de unge som en særligt udsat gruppe, når det gælder kræft i huden, bliver bekræftet af en stor solvaneundersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden har gennemført.

Undersøgelsen viser, at 3 ud af 4 unge mellem 15 og 19 år blev solskoldet sidste sommer. Og man ved, at der er en klar sammenhæng mellem solskoldninger og kræft i huden, siger Anja Philip.

Undersøgelsen af danskernes solvaner bygger på besvarelser fra 4156 danskere mellem 15 og 64 år. Den er gennemført for fjerde år i træk.

Der er ikke sket noget fald i antallet af solskoldninger i den periode. Men på andre områder kan man se, at oplysningskampagnen om den farlige UV-stråling er begyndt at flytte holdninger hos de unge.

Andelen af unge 15-19-årige, som angiver, at de udnyttede alle muligheder for at solbade, er faldet fra 34 procent i 2008 til 20 procent i 2010.

/ritzau/