Radikaliserede personer vender hjem fra verdens konfliktzoner som terrortrusler. Problemet drøftede den britiske sikkerhedsminister i København med justitsministeren.

Med såkaldte foreign fighters vokser en ny terrortrussel i Storbritannien såvel som i Danmark. Begrebet dækker over statsborgere og andre tilknyttede personer, som i disse år kæmper i Somalia, Syrien, Afghanistan, Mali og andre af verdens brændpunkter. Og som bliver terrortrusler, når de vender hjem.

Det forklarer James Brokenshire, den britiske, konservative minister for sikkerhed, som i denne uge var i København for at diskutere problemet med justitsminister Morten Bødskov (S), skriver Berlingske.

Kendetegnende for disse terrorister er ifølge James Brokenshire, at de bliver radikaliseret i udlandet – hvis ikke de var det i forvejen. Personerne modtager samtidig militærtræning og kamperfaring, som myndighederne frygter skal bruges til terrorhandlinger i hjemlandene. Og så er de hjemmevante jihadister langt sværere at holde styr på end tilrejsende terrorister.

- I Storbritannien har vi i de senere år arresteret en række personer, som kommer tilbage fra konfliktområder med en klar intention om at udføre terroraktioner, sagde James Brokenshire:

- Vi er meget opmærksomme på risikoen og vil derfor gerne arbejde sammen med Danmark, som også genkender billedet af den type terrorister.

Tidligere i år advarede Royal United Services Institute, RUSI, ifølge BBC om en stigende trussel fra terroristerne. RUSI anslog, at omkring 50 briter kæmpede for organisationen al-Shabaab i Somalia og ville udgøre en trussel, når de vendte hjem til Storbritannien.

Et dansk eksempel er, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, i maj anholdte to dansk-somaliske brødre på henholdsvis 18 og 23 år. Begge havde boet i Aarhus-området gennem 16 år og blev sigtet for at planlægge en terrorhandling her i landet. Den ene blev også sigtet for at have modtaget træning i en al-Shabaab-træningslejr i Somalia med henblik på at begå terrorhandlinger.

Ifølge PET er der dog tale om en større trussel fra sådanne terrorister. I tjenestens seneste årsberetning vurderes det, at »en del personer«, som er bosiddende i Danmark, er rejst til konfliktzoner i primært Somalia og Pakistan. Formålet er at modtage militær træning eller kæmpe mod bl.a. internationalt militær og lokale myndigheder.

- Det er muligt, at nogle af disse personer vil vende tilbage til Danmark og bruge deres færdigheder til at fortsætte med terrorrelaterede aktiviteter, vurderer PET i beretningen.

For nylig supplerede PET, at mellem 25 og 40 personer med tilknytning til Danmark efter PETs vurdering har fået træning eller deltaget i militante aktiviteter med al-Shabaab i Somalia.

- Det er naturligvis en problemstilling og trussel, som vi skal være meget opmærksomme på og sætte ind overfor – blandt andet ved at retsforfølge de pågældende, men også ved at forebygge radikalisering gennem dialog, siger justitsminister Morten Bødskov.

Samarbejdet mellem Storbritannien og Danmark handler bl.a. om at standse terroristernes færden ved at overvåge rejseruterne og udveksle oplysninger om flyvetrafik.

- Vi er gode, tætte samarbejdspartnere, understregede James Brokenshire i København.