En hackergruppe har lukket frikirken Evangelists hjemmeside og truer med at offentliggøre fortrolige oplysninger. Pastor René Sørensen overvejer at melde sagen til politiet.

- Vi vil jagte jer og stoppe ethvert forsøg på at tjene penge på religion.

Sådan skriver en hackergruppe, der kalder sig Un1m4tr1x0, til den fundamentalistiske kristne forening Evangelist, der natten til tirsdag fik hacket sin hjemmeside.

Ifølge gruppen, som beskriver sig som en del af det internationale netværk Anonymous, har medlemmerne skaffet sig adgang til en række fortrolige oplysninger fra Evangelists server. Oplysningerne vil blive offentliggjort, hvis Evangelist ikke indstiller sine aktiviteter, lyder truslen.

- Hvis I ikke stopper jeres forbrydelser mod menneskeheden, vil vi frigive oplysningerne med det samme, skriver den angiveligt danske hackergruppe i en engelsksproget meddelelse.

Hos Evangelist er pastor René Sørensen rystet over hackerangrebet.

- Vi er i gang med at undersøge, hvad der er sket. Hvis de har været inde i vores mailsystem, er det et brud på loven om brevhemmelighed, og så vil vi melde sagen til politiet, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Pastoren afviser at bøje sig for truslerne.

- Vi er vant til kritik, men vi vil fortsætte med at hjælpe mennesker, siger René Sørensen.

Hackergruppen truer blandt andet med at offentliggøre oplysninger om en kongelig persons død. Det drejer sig formentlig om en af Evangelists tidligere topfigurer, komtesse Camilla Holstein-Ledreborg, der døde af kræft i 2010.

- Det kan jeg ikke tage seriøst. Der er ikke noget nyt i Camillas død, siger René Sørensen.

Un1m4tr1x0 har tidligere gjort sig bemærket ved at hacke kommunikationsbureauet Presswire og udsende en pressemeddelelse i erhvervsminister Pia Olsen Dyhrs (SF) navn. Gruppen har hacket hjemmesider tilhørende advokatfirmaet Stakemann og Nykredit Leasing.