Tidligere direktør for skandaleramte DSB, Søren Eriksen, fik 1,7 mio. kr. i belønning for 2010. Desuden får han 4 mio. i fratrædelse. Det bekræfter DSB.

Selvom DSB har været hårdt plaget af skandaler og dårlig økonomi, blev Søren Eriksen belønnet med både bonus og resultatløn for 2010, inden han blev fyret.

Det fremgår af DSB's årsrapport, at Søren Eriksen fik 1 million kroner i bonus 'som følge opfyldelse af mål angivet i ny direktørkontrakt', som DSB skriver.

Desuden fik han 700.000 kroner som 'resultatløn'. Det skriver dr.dk.

DSB vil ikke gå i detaljer

DSB afviser over for DR Nyheder at fortælle, hvilke kriterier, der ligger til grund for resultatlønnen og bonussen.

Til gengæld bekræfter DSB's presseafdeling, at Søren Eriksen får 4 mio. i fratrædelsesgodtgørelse. Det svarer til den tidligere direktørs årsløn.

Søren Eriksen blev fyret den 17. marts på grund af den skandaleramte økonomi i DSB's datterselskab DSB First.

DSB havde et underskud for 2010 på 551 mio. kr.