Skybruddet fredag aften blev afblæst, men meteorologerne holder øje med nye urolige vejrsystemer syd for Danmark. Vi kan dog også glæde os til lune dage med sol

Det blev til masser af regn over det østlige Danmark fredag aften, men ikke noget decideret skybrud, som det ellers var varslet.

Dermed slap det østlige Danmark for oversvømmede veje og kældre, som især fynboerne led under ved skybruddet tidligere fredag.

- Der kom meget regn i aftes, og nogle steder kan vi se, at der er kommet op til 20 millimeter, men det er over flere timer og kan derfor ikke karakteriseres som et skybrud, hvor der skal falde 15 millimeter inden for en halv time, siger vagthavende meteorolog Lars Henriksen fra Danmarks Metorologiske Institut (DMI).

Men næppe er det første varsel om uvejr og skybrud givet, før meteorologerne har øje på det næste. På DMI holdt man lørdag formiddag øje med et nyt truende vejrsystem, der begynder at bevæge sig sydfra og kan give kraftig regn igen over de sydøstlige dele af Danmark natten til søndag.

- Men det er for tidligt at sige endnu, hvad det ender med. Og jeg siger overhovedet ikke, at det bliver noget i stil med det, vi oplevede fredag morgen, siger Lars Henriksen.

Lars Henriksen er dog fortrøstningsfuld med hensyn til de næste dage. Det bliver typisk dansk sommer med lidt byger, men lunt med temperaturer op til 23 grader.

- Det er slet ikke så dårligt. Den sydøstlige del af Danmark vil dog få mest regn, men der kommer også sol. Andre steder i landet vil det blive relativt tørt, siger Lars Henriksen.

Falck fik hele fredagen 70 anmeldelser om vandskader, men de ebbede ud fra sidst på eftermiddagen, hvor der kun kom en halv snes stykker. På Bornholm måtte brandvæsenet sent fredag aften rykke ud til en mindre brand i en turistlejlighed, hvor lynet var slået ned i skorstenen.