186 danske turister tilbage i Danmark, efter at de tunesiske myndigheder har genåbnet luftrummet over landet.

186 danske turister, der måtte afbryde deres golfferie i det urohærgede Tunesien, landede natten til søndag i Billund Lufthavn. Det oplyser TV 2.

Turisterne har rejst med Bravo Tours og skulle egentlig have spillet golf under nordafrikanske himmelstrøg til den 31. januar.

Men på grund af urolighederne i Tunesien har de hovedsagelig tilbragt de seneste dage på i alt tre hoteller omkring tre golfbaner i nærheden af byen Sousse.

Lørdag morgen blev alle gæsterne anmodet om at forblive på deres hoteller, selv om udgangsforbuddet var ophævet.

I første omgang så det ud til, at de danske turister først kunne flyve hjem mandag. Men hjemrejsen blev fremskyndet, da de tunesiske myndigheder genåbnede luftrummet over landet.

Turisterne fløj hjem med Bravo Tours' eget selskab, Primera Air Scandinavia.

/ritzau/