Omkring 300.000 brugte biler skifter hvert år ejer i Danmark. Salget af brugte biler har været en gråzone. Nu tages der initiativ til at gøre noget ved det.

Brugte biler til en samlet værdi af over 20 milliarder kroner skifter hvert år ejer i Danmark. Hidtil har det været en tillidssag at købe brugt bil af en bilforhandler, men der har ikke været nogen egentlige regler for brugtbilsalget.

Det har Dansk Automobilhandler Forening (DAF) nu gjort noget ved. Foreningens forhandlere har fået et nyt koncept, der sikrer større sikkerhed og bedre overblik ved køb af en nyere brugt bil.

- Vi giver vores medlemmer mulighed for at forsyne deres brugte biler med stjerner. Det giver køberen et bedre overblik, ligesom der også følger en garanti med stjernemarkeringen, siger direktør Preben Kjær, DAF.

Det ny stjernekoncept er et forsøg på at forbedre bilbranchens image, der i årevis ikke har været det bedste. Bilerne kan få mellem en og fem stjerner, hvor fem er det bedste. En femstjernet bil må højst være to år gammel og maksimalt have kørt 50.000 kilometer. Der gives så 12 måneders eller 20.000 kilometers garanti inklusive fortsat fabriksgaranti.

/ritzau/