33-årige Daniel var også før sin død på fortovet på Amager udsat for fatale svigt

Misbrug, svigt og en livslang følelse af ikke at være elsket.

Det kom til at være grundvilkår i den hjemløse Daniels kun 33 leveår, der sluttede mandag eftermiddag på brostenene foran Amagerbro Station i København.

Flere forbipasserende ringede til alarmcentralen for at få en ambulance tilsendt, men først efter tre opkald og 26 minutters ventetid kom ambulancen, og da var det for sent. Et forløb som Region Hovedstadens Akutberedskab allerede har været ude at beklage og nu vil undersøge nærmere - og som har rørt mange på de sociale medier.

Læs også: DR-musiker holdt Daniels hånd, da han døde: 'I dag spiller jeg for Daniel'

Gennem sine 33 år nåede Daniel kun at føle sig betingelsesløst elsket af et eneste menneske - sin mormor. Han boede hos hende i perioder, da han var lille, fortalte han i 2009 i et interview med Politiken:

- Hun havde også været udsat for en helvedes masse ting og dumme forhold, og hun drak, men hun sagde til alle, at hun elskede mig.

Kendte kun sin far af navn

Derimod havde han ikke noget nært forhold til sine forældre. Faderen kendte han kun af navn, og den hjemløse mor var aldrig i stand til at tage sig godt af Daniel. I begyndelsen boede de på et forsorgshjem og hos bekendte, men efter at Daniel var blevet misbrugt af de såkaldte venner, kom han som fire-årig til forskellige plejefamilier, inden han havnede på et børnehjem i Jægerspris i Nordsjælland.

Her boede han i mere end otte år, hvor han tit var i konflikt med personalet og de andre børn:

Læs også: Forsøgte forgæves at få ambulance til Daniel: 'Spurgte de også dig, om han var grønlænder?'

- Jeg havde det jo ikke godt. Hver torsdag var der besøgsdag, alle andre fik besøg, men i de otte et halvt år, jeg var i Jægerspris, fik jeg måske besøg seks gange af min mor eller mormor. Det var det hele, forklarede han til Politiken.

Smidt ud af skolen

Efter at være blevet smidt ud af skolen, blev han som 14-årig ansat i forsvaret, hvor han blandt andet satte skydeskiver op for soldaterne på det militære øvelsesterræn i Jægerspris.

Omgangen med soldaterne lærte ham at drikke øl og snaps, og siden fulgte en lang række korte ophold hos skiftende arbejdsgivere og bosteder. Nogle af dem med mandsopdækkende pædagoger, der måtte gøre det ud for en fattig erstatning for det ægte bagland, som Daniel inderligt savnede.

Mødte tilfældigt sin mor

Hans egen mor mødte han som voksen en gang tilfældigt en tidlig morgen på Nørrebrogade, hvor hun stærkt beruset kom slingrende og gik over på samme side af vejen, som han gik på.

- Jeg kan se, at det er min mor, men jeg blev sgu så ked af at se hende sådan, så jeg valgte bare at gå forbi uden at sige noget. Men efter 15-20 meter stopper hun og siger: ’Hey dig der, forresten, er du ikke min søn?’. Jeg blev endnu mere sur og sagde bare ’fuck dig, din lille, lede so’. Jeg var virkelig... Det var et kæmpe nederlag for mig, og jeg tænker rigtig tit på det. Den slags ting hænger fast, fortalte Daniel i artiklen i Politiken i 2009.

Læs også: Fotograferet i sidste uge: Her viser hjemløse Daniel stolt sit arbejde frem

På det tidspunkt havde han formelt en lejlighed på første sal i en boligblok i Emdrup i den nordvestlige del af København. Men alligevel sov han tit udendørs og var tilknyttet hjemløsecafeer og -væresteder i København.

For tre år siden oplevede Daniel den store glæde selv at blive far, og på hans Facebook-profil lægger han ikke skjul på sin kærlighed med ordene:

- Elsker min søn.

Profilbilledet viser da også en lykkelig Daniel, der ligger og holder om sin lille nyfødte søn. Men billedet er tre år gammelt, og Daniel har ikke set sin søn, siden han blev født.

På afvænning efter fødsel

Det fortæller moderen til Daniels søn, som i en periode på to-tre år var kæreste med Daniel. Hun ønsker at være anonym, men vil gerne fortælle, at Daniel trods sit mangeårige alkoholmisbrug også var et godt menneske, der tænkte meget på sin søn.

- Daniel var med til fødslen, men kom på afvænning, allerede da vores søn var en uge gammel. Siden da har han prøvet at rejse sig adskillige gange, men det har han ikke formået. Derfor har han ladet os være og bare fulgt med fra sidelinjen, mens han har prøvet at arbejde med sig selv. Han ville så gerne være en god far, men han vidste godt, han blev nødt til at få det bedre, før han havde noget at tilbyde, siger ekskæresten til BT.

- Selvom han havde det svært, var han altid megakærlig over for andre og var der altid, når nogen havde brug for ham, tilføjer hun.

Ekskæresten sidder nu tilbage med sin tre-årige søn, der går i børnehave, men altså kommer til at vokse op uden sin far.

- Det er mærkeligt og svært på en gang. Selv om vi ikke har haft kontakt de seneste år, var han min store kærlighed. Jeg gik nok og håbede på, at han en dag ville komme ind ad døren og sige, at han nu var klar til at lege far, mor og børn.

Led af ADHD

Udover at være mærket af mange års misbrug af alkohol og hash, led Daniel også af den psykiske forstyrrelse ADHD, som han dog de senere år fik medicin mod, så hans tankemylder og uro kunne blive dæmpet.

Han var i flere omgange i alkoholbehandling, og en overgang solgte han hash på Christiania, hvor han ifølge BTs oplysninger også havde et fast overnatningssted op til sin død.