Udenrigsministeriet har måttet bede 18 ansatte på ambassader finde et nyt job på grund af svindelsager - heraf to danskere.

Danske ambassadeansatte er blevet taget i bestikkelse, checkbedrageri, tyveri og i at bruge ambassadens bil til at køre sort taxi.

Siden år 2000 har Udenrigsministeriet måttet bede 18 ansatte på danske ambassader om at finde et nyt job efter sager om bedrageri.

Det viser B.T.s aktindsigt i sager om formueforbrydelser foretaget af ansatte mod Udenrigsministeriet.

To af de ansatte, som er taget for fusk, har været udsendte danskere.

Udenrigsministeriet er det ministerium, der har langt flest personalesager om bedrageri. Økonomi- og Erhvervsministeriet har eksempelvis kun haft en enkelt sag mod en ansat.

- Vi har nok flere sager i Udenrigsministeriet end de ministerier, fordi vi agerer globalt og arbejder i lande, hvor der er flere sager om snyd. Men lige godt en sag om året er et niveau, vi kan forvente i et ministerium, som arbejder internationalt. Hvis bare sagerne bliver opdaget, så må vi acceptere det vilkår, selvom det i sig selv er uacceptabelt, at det sker, siger HR-chef i Udenrigsministeriet Thomas Munk-Larsen.

Sagerne går lige fra småsager om tyveri af fælge for 1.000 kroner til en sag om checkbedrageri i Tanzania, hvor en regnskabsassistent over en længere periode fik sat checks på 306.000 kr. til ambassaden ind på en bekendts konto. I sagsbunken er også en bestikkelsessag fra Irak fra 2006, hvor en sekretær fik returkommission fra den danske ambassades leverandører - i alt vurderet til 80.000 kroner.

- Når vi opdager snyd og svindel, så reagerer vi konsekvent. Det er uacceptebelt, og så er det ligegyldigt, hvem der gør det. Vi er et ministerium, hvor mere end halvdelen af de ansatte er lokale ansatte på ambassaderne, siger Thomas Munk-Larsen.

Flere af de ansatte, som er taget i bedrageri, har siden betalt pengene tilbage. Og selv om ministeriet både laver baggrundstjek hos tidligere arbejdsgivere og beder om straffeattest, kan det ikke helt sikre sig mod sager.