Dansk familie i feriemareridt

En vanvittig abe, blod og skrig fra en såret søn. Læg dertil et langt slagsmål med forsikringsselskabet. Familien Garlys drømmeferie på Sri Lanka endte i den grad i et mareridt, da sønnen Lukas fik sit ben skambidt i en naturpark.

11-årige Lukas Garly var 19. juli sammen med sine forældre og storesøster på besøg i Yala National Park, hvor elefanter, leoparder og altså aber boltrer sig frit. En tur, de havde planlagt længe og set frem til.

Familien følte sig ’ubehageligt til mode’ ved de mange vilde makak-aber, der ikke var menneskesky, og som prøvede at stjæle mad fra turisterne. Med ét gik en af dem amok på Lukas.

- Den stod ti meter væk fra mig, og lige pludselig løb den mod mig. Så vendte jeg mig om og løb, siger Lukas Garly. I dag sidder han på terrassen med sine forældre - et lægepar fra Gentofte. Han halter kraftigt og har en stor forbinding om benet, som man kan se blodet fra sårene igennem.

Blod overalt

Lukas’ forældre kom løbende, da de hørte hans skrig, men da var skaden allerede sket. Den lille abe havde med sine skarpe tænder og kløer flået drengens ben op.

- Der var blod overalt og dybe bidsår, fortæller Lukas’ far, Palle Valentiner-Branth. Familien undrer sig over, at de ikke blev advaret mod aberne. Makak-aber kan være inficeret med rabies, som er livsfarligt for mennesker.

Den chokerede familie tog til en læge, der ikke havde kompetencerne til at behandle så alvorlige sår.

Makak-aberne ser søde og menneskelige ud når de springer rundt blandt mennesker - og sågar kører med på motorcykler mm. Men deres tænder er sylespidse og de kan bære rabies.
Makak-aberne ser søde og menneskelige ud når de springer rundt blandt mennesker - og sågar kører med på motorcykler mm. Men deres tænder er sylespidse og de kan bære rabies. Foto: Privatfoto / EPA
Vis mere

Palle Valentiner-Branth og hans kone, May-Lill Garly, der begge er læger, var bekymrede over den behandling, deres søn fik.

- Vi fik lægen til at rense såret ordentligt, ellers havde han ikke gjort det grundigt nok, siger May-Lill Garly. Den srilankanske læge noterede i Lukas Garlys journal, at han anbefalede, at familien skulle vende hjem til Danmark for videre behandling.

Under hele forløbet havde den skræmte familie kontakt til sit forsikringsselskab Tryg, hvor de har årsrejseforsikringen ’verden’. Den sikrer dem bl.a. hjemtransport før tid ved sygdom under rejsen.

Ingen hjælp fra Tryg

Men det mente Tryg ikke, at der skulle være noget af. Tilbuddet om hjemsendelse gælder kun, hvis sygdommen ikke kan behandles ordentligt i rejselandet. Det var ifølge Tryg ikke tilfældet.

- Privathospitalet i Colombo var overfyldt og beskidt. Det levede på ingen måde op til danske standarder. Vi forstod slet ikke deres beslutning, siger May-Lill Garly.

Hun trækker opgivende på skuldrene. Betændelse og operation Familien mener, at Tryg handlede ’under al kritik’, var længe om at melde tilbage og i et enkelt tilfælde smed røret på.

Det hele endte med, at familien tre dage efter abe-biddet selv arrangerede hjemrejse for egne penge.

Da de kom til Danmark, kom Lukas som noget af det første under fuld narkose på Herlev Hospital.

Der var udbrudt betændelse i et af biddene, og han måtte opereres.

- Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis vi ikke var taget hjem. Det var helt forfærdeligt at stå i et fremmed land og ikke føle, man fik den hjælp, man har ret til, siger May-Lill Garly med et blik på hendes søns ødelagte ben.

Har du oplevet noget lignende? Kontakt os på 1929@bt.dk