Livstidsstraffen mod Lance Armstrong kan blive reduceret, hvis han hjælper anti-doping agenturet og fortæller alt, hvad han ved.

Andet afsnit af Oprah Winfreys højt profilerede interview med Lance Armstrong viste en detroniseret Tour-konge, der krympede og vred sig under sin straf.

Lance Armstrong er udelukket fra at deltage i alle officielt anerkendte sportskonkurrencer, både i stor og lille skala, i alle de myriader af sportsgrene, der bekender sig til WADA-koden. På livstid.

En straf der gør ondt på konkurrencemennesket Lance Armstrong, der lever og ånder for den svedige kappestrid, og som 41-årig nu ser resten af sit liv foregå uden det grundstof i sin tilværelse.

- Jeg fortjener at blive straffet, men jeg er ikke sikker på, at jeg fortjener dødsstraffen, lød det fra Lance Armstrong, der hentyder til livstidskarantænen fra al sport.

- Hvis du spørger mig, om jeg gerne vil konkurrere igen, så er svaret 'fandme ja, jeg er et konkurrencemenneske'. Det har jeg gjort hele mit liv. Jeg vil konkurrere og stå på startstregen, lød det senere i interviewet fra Lance Armstrong.

Det findes der måske en løsning på, lyder budskabet fra direktøren for verdens antidoping-agentur, WADA.

Ifølge John Fahey kan en reduktion af straffen fra livstid til 'en årrække' komme på tale, hvis Lance Armstrong beder om at gå genåbnet sin doping-sag og giver vidneudsagn mod dem, der forsynede ham med dopingstoffer, korrupte officials og andre doping-snydere.

- Han valgte at gå til Oprah i stedet for at vinde under ed og blive afhøre, siger Johan Fahey, der hentyder til, at Lance Armstrong fik tilbuddet om at tale ud til de amerikanske anti-doping myndigheder (USADA) i ugerne op til interviewet med Oprah Winfrey.

Et tilbud Lance Armstrong ifølge USADA-chef Travis Tygart afviste. Ifølge WADA-bossen er tv-interviewet langt fra nok til at lette på doping-regulativernes maksimumstraf.

- Vi vil have konkrete detaljer og nye informationer. Navne, tidspunkter, steder, hvem leverede stofferne, hvilke officials er involveret. Ikke bare bekræftelser af, hvad vi allerede ved. Han skal gøre det ordentligt og rigtigt, ikke bare for showbusiness, siger Fahey.

Tonerne er de samme fra USADA, som Lance Armstrong tidligere har afvist.

- Hvis han oprigtigt ønsker at rette op på fortidens synder, så vidner han under ud om det fulde omfang af sine doping-aktiviteter, siger Travis Tygart, USADA-chef.

I nattens interview nævnte Lance Armstrong, at han ville være 'den første mand igennem døren', hvis UCI inviterede til en form for sandhedskommission. Men den hårde vej, at afsløre alt overfor USADA og WADA, står Armstrong stadig tøvende overfor.

Det store spørgsmål er nu, om Lance Armstrongs lyst til at konkurrere vinder over hans modvilje mod at afsløre alt.