Den polske cykelrytter Piotr Wadecki føler sig snydt af dopingsynderne.

Dopingskandalen har krævet sit seneste offer: Piotr Wadecki. Den tidligere polske stjernerytter var aktiv fra 1997 og frem til 2006. Hans største præstation var en syvendeplads ved OL i Sydney. Wadecki selv mener dog, at han kunne have drevet det længere, havde det ikke været for de dopede konkurrenter.

- Ved OL i Sydney tog jeg syvendepladsen. Top 3 var Ullrich, Vinokourov og Klöden, og andre dopingsyndere var også foran mig. Måske var jeg ikke blevet nummer syv, men nummer tre (hvis de andre ikke havde dopet sig, red.), fortæller Wadecki bittert til den polske avis Gazeta Wyborcza.

- Føler jeg mig snydt? Jeg kørte i Tour de France, jeg trænede hårdt - hårdere end andre - for at gøre god figur, men det var ikke nok, fortsætter polakken, der deltog i Touren i 2001 og 2002 og blev henholdsvis nummer 68 og 43.

Wadecki, som nu arbejder som træner, fortæller, at han frygter for fremtiden, nu hvor Rabobank har trukket sig fra cykelsporten som en følge af Armstrong-sagen.