Flere og flere realiserer drømmen om køreglæde og luksusudstyr ved at købe bilen på gule plader. B.T. ser nærmere på de lynhurtige 'varebiler'.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der er gået sport i biler på gule plader. Hvorfor nøjes med en 1,6 liters personbil med skrabet udstyr, når man kan få drømmebilen som 2-personers sportsvan med alt i udstyr og den store motor til en lavere pris?

Og hvorfor betale mere end dobbelt pris for at få et par sæder bagi? Hvis man er et par uden børn. Hvis bilen er køretøj nummer to, eller hvis man bare er en bilglad enlig m/k, der hellere vil have køreglæde end tomme sæder.

Og så er den nye trend med heftige biler på gule plader først lige begyndt.

Biler som Seat Altea med stor dieselmotor, Opels OPC udgaver af Zafira og Meriva, Toyota Corolla Sportsvan med den nye 177 hestes diesel og Subaru Forester med 2,5 liters turbomaskine og 4-hjulstræk, lokker mange danskere fra hvide til gule nummerplader.

To af de nyeste er Seat Altea FR og Ford S-Max, og flere er på vej, bl.a. Opel med turbo- og OPC-udgaver af både Meriva og Zafira.

Om få dage er den ny Ford S-Max på gaden. S-Max er på mange måneder identisk med den nye Galaxy, men S-Max skal være den sporty bil i den lille MPV-klasse.

Ford har allerede succes med den mindre C-Max, især på gule plader, og dens sportige image vil man også have klistret på S-Max. Reklametrommer buldrer med signaler om livsstil og sport.

Topudgaven af S-Max er Ford-bil nummer to med Volvo-motor. Her den 5-cylindrede 2,5 turbomotor med 224 hk, der giver bilen en acceleration fra 0-100 km/t. på 7,9 sekunder og en topfart på 230 km/t.

Det koster
Prisen for morskaben er dog til at tage at føle på. 10,6 km/l er det officielle tal for forbrugsgennemsnittet. Når der leges, er forbruget betydeligt højere.

Der er lidt mindre morskab i S-Max med 2-liters benzinmotor og 145 hk, så den har nok ikke den store fremtid som dansk gulplade-racer. Det har næppe heller 1,8 diesel med 125 hk, men, dieseludgaven med 2-liters motor og 140 hk skal nok få lov at føre sig frem.

Ford satser hårdt på at få S-Max helt frem i feltet blandt sporty varebiler til afgiftsplagede dansker bilkøbere.

Filter sparet væk
Prisen for gulpladeversionen er 200.000 kr. plus moms, (40.000 kr.) og med den prissætning ligger stor succes og venter for store S-Max.

Alligevel tror vi, at den mest solgte S-Max i Danmark bliver den store diesel med 140 hk, som desværre ikke er udstyret med partikelfilter. Ford holder sig strengt til de nye Euro IV krav, og da motorerne kan overholde de nye krav, har man sparet partikelfilteret, selv om samme motor i andre biler har partikelfilter som selvfølgeligt udstyr.

Interessen for Altea som varevogn har været særdeles stor. Altea blev således den mest købte forhjulstrukne gulplade-bil blandt private købere i 2005. Den populæreste Altea er den hurtige 2,0 TDI, men den sportslige tendens forstærkes nu med Altea FR, der med ny indsprøjtningsteknik leverer hele 170 kraftfulde dieselheste.