Kriminelle indvandrerbander bruger de mindreårige »lillebrødre« til det beskidte arbejde.

De er bandekrigens 'små soldater' – børnesoldater, som gør det grove arbejde for indvandrerbanderne på Nørrebro i København.

I krigen mod Hells Angels og AK81 er helt unge indvandrerdrenge på 12-14 år - 'lillebrødrene' - nyttige for de kriminelle indvandrere, fordi de er under den kriminelle lavalder og derfor ikke kan straffes.

- De vil være ligesom deres ældre brødre og kammerater i banderne, så de er nemme at få til at lave kriminalitet. Og banderne spekulerer i, at de er under den kriminelle lavalder, siger en kilde tæt på bandemiljøet på det indre Nørrebro i København, hvor Blågårds Plads-banden er aktiv i bandekrigen mod Hells Angels og AK81.

- Vi kender godt problemet med de 'små soldater', som laver beskidt arbejde, for bandemedlemmerne. Og de ved alt om, at de ikke kan straffes når de er under den kriminelle lavalder, bekræfter Henrik Svindt, leder af Københavns Politis bandeenhed.

- Vi er stødt på dem i forbindelse med vores aktiviteter, siger kriminalinspektør Kim Kliver, der er leder af Rigspolitiets Nationale Efterforskningcenter (NEC), der overvåger bandekriminalitet.

Hvor mange de er, har politiet ikke overblik over – netop fordi de er under den kriminelle lavalder.

LÆS VIDERE NEDENFOR

Grobund for glamourisering
- Vi har ingen fornemmelse af, hvor mange de er. Men de bliver rekrutteret i områder med social marginalisering, hvor der grobund for glamouriseringen af kriminelle aktiviteter, påpeger Kim Kliver.

De 12-14 årige bruges fortrinsvis som stik-i-drenge. Men de bliver også brugt mere direkte i striden mod Hell Angels og AK81.

- De får en mobiltelefon i hånden, og så får de besked på at holde vagt, siger B.T.s kilde.

- Jeg vil snarere sige, de bliver brugt som spejdere, og på den måde involverer de sig selv i striden og udsætter sig selv for fare, og det skal de være klar over, siger Kim Kliver. Om de også bliver brugt som narko-kurerer i forbindelse med f.eks. hashhandler, tør politiet dog ikke sige.

- Det har jeg intet belæg for at udtale mig om, siger Kim Kliver.

Spildte kræfter
'Lillebrødrenes' kriminalitet er ikke kun et problem for politiet i forhold til at bekæmpe indvandrerbanderne, den er også en bombe under integrationen af unge indvandrere på Nørrebro. Her har politi, skole, de sociale myndigheder og den såkaldte Fædregruppe lagt mange kræfter i netop at få fat i den gruppe inden den havnede i kriminalitet – blandt andet via social- og idrætsforeningen 'Nørre Bronx'.

Men en af de mest aktive i kampen mod indvandrer-kriminalitet på Nørrebro, formanden for fædregruppen, Khalid al-Subaihi, er blevet truet til tavshed – hans bil blev brændt af for et par uger siden.

- Jeg har fået mange trusler, og nu er jeg nødt til at tænke på mig selv og min families sikkerhed. Nu må andre træde til i debatten, sagde han efter brandattentatet. Af hensyn til familiens sikkerhed flytter han væk fra Nørrebro, men han fortsætter dog sit arbejde i 'Nørre Bronx'.

Kampen er ikke blevet lettere
For de andre, der er blevet tilbage, er kampen ikke blevet lettere.

- Nu skal vi ud og have fat i de 8-10 årige inden de bliver attraktive for banderne, sukker Henrik Svindt.