McCains vicepræsident-kandidat, Sarah Palin, beskyldes af Washington Post for at have taget uretmæssigt imod diæter i sin stilling som Alaskas guvernør.

Republikanernes vicepræsidentkandidat Sarah Palin har fået skatteborgerne til at dække hendes diætpenge i næsten et år – selv om hun boede hjemme.

Sarah Palin har som alle andre krævet diætpenge i løbet af sine 19 måneder som guvernør i Alaska. Det er meningen, at pengene skal dække måltider og andre udgifter, når hun er på forretningsrejser. Men avisen Washington Post skriver i dag, at Sarah Palin har indkasseret diæter for 312 nætter, som hun tilbragte i sit eget hjem.

Hun har også ved flere lejligheder fået refunderet rejser og udlæg for sine børn, når de har været med på forretningsrejser. Hendes mand Todd har også faktureret staten for udgifter og et dagligt beløb for ture, som han har gjort "på vegne af hustruen".

Afviser Palin har gjort noget forkert
Palin var indtil for ganske nylig ukendt for de fleste. Men efter hun er blevet udpeget som John McCains vicepræsident-kandidat, har alle mediers og politiske modstanders øjne været rettet mod hende. Hendes privatliv, en mulig skjult graviditet og datteren graviditet har været gennem mediemøllen, og nu også hendes pengeforbrug som guvernør i Alaska.

Palin tjener ifølge Washington Post omkring 655.000 kr. om året. I tillæg fik hun omkring 90.000 kr. i kompensation, som ifølge myndighederne er lov, da hun havde sit kontor i Juneau, men bor i Wasilla.

Døtrene og manden fik refunderet 225.000 kr. i rejsepenge. Mange af turene fandt sted mellem hjembyen og Juneau.

Palins talskvinde afviser, at Palin skal have gjort noget forkert. - Det forventes, at guvernøren og familien deltager i arrangementer i hele staten. Det er fuldstændigt logisk, at hele familien deltager, siger talskvinden Sharon Leighow.