I dag starter Ramadan for tusindvis af muslimer i Danmark. Men hvert år rykker Ramadan længere ind i sommeren og det bliver sværere og sværere at klare den 30 dage lange faste.

I dag starter den muslimske fastemåned Ramadan. For tusindevis af muslimer i Danmark betyder det 30 dage uden mad, drikke, rygning og sex i dagtimerne.

Blandt dem er imam Abdul Wahid Pedersen, og han fortæller at mange muslimer holder deres ferie under Ramadan, så de ikke skal tage stilling til om de kan arbejde og faste samtidig.

Det kan nemlig være en svær udfordring at faste i dagtimerne.

Scroll ned og læs mere

- Det er op til den enkeltes fysik, og hvis nogen mærker at det bliver faretruende for deres helbred, skal de stoppe. Det er ikke meningen, at de skal sætte sig i livsfare. Hvis man er i tvivl, bør man først faste, når man har talt med sin læge, siger Abdul Wahid Pedersen til bt.dk.

Han understreger desuden, at forældrene fejlfortolker Koranen, hvis de tror at deres børn skal faste.

- Reglen er at man skal faste, når man er moden og ansvarlig, siger han.

Udover børn er også ældre, gravide og ammende mødre fritaget fra at faste. Men hvis man ikke hører til i den kategori, er der et andet smuthul.

- For dem der ikke kan klare at faste, er der andre løsninger. Man kan frikøbe sig fra at faste ved at give et måltid mad til en forarmet person, for hvert måltid man selv spiser. Det kan f.eks. være penge til en velgørende organisation, fortæller Abdul Wahid Pedersen.

Ramadanen flytter til sommeren
Selv synes han ikke det er særligt svært at faste fra solopgang til solnedgang, som i øjeblikket strækker sig fra ca. kl. 6.15 til 20.15.

Men det ser dog ud at det bliver hårdere at faste fremover. Ramadanen følger nemlig månen.

Således rykker fasten hvert år længere og længere ind i de lyse sommermåneder, hvor solen står tidligt op og går sent ned.

- Jo, det er en udfordrende oplevelse, men så slemt er det heller ikke. Men når Ramadan om fem-seks år kommer til at ligge midt på sommeren, så bliver det hårdt at faste i dagstimerne, siger Abdul Wahid Pedersen.