Der er ingen tvivl om, at den brasilianske stjerne Neymar formår at tiltrække sig opmærksomhed. På både godt og ondt.

Mandag aften skete det så igen i forbindelse med Brasiliens kamp mod Mexico. For på trods af at offensivspilleren ikke blot scorede til 1-0 men også havde en andel i målet til 2-0, er det noget helt andet, der har stjålet fokus.

Efter 70 minutters spil blev angreberen trådt let på anklen.

Noget, der resulterede i, at den 26-årige brasilianer ikke blot tog sig til ansigtet. Han rullede rundt på banen og fik situationen til at se særdeles dramatisk ud.

En opførsel, som skal stoppes, mener flere.Heriblandt Peter Schmeichel.

»Neymar lignede en, der skulle dø. Jeg troede, han ville blive lagt på en båre, smidt ind i en ambulance, og så ville vi aldrig se ham igen. Jeg vil gerne sende en stærk appel til FIFA. Det her er ikke noget, vi gider se på i fodbolden. Vi har VAR, og vi skal af med det her skuespil,« siger den tidligere landsholdsmålmand til Russia Today.

I det 70. minut blev Neymar trådt på anklen.
I det 70. minut blev Neymar trådt på anklen. Foto: KIRILL KUDRYAVTSEV
Vis mere

Han kalder Neymars opførsel for 'en skændsel', og ifølge Peter Schmeichel er det ved at være så galt, at Neymar burde sendes på bænken.

»Du har denne her karakter. Kameraet filmer ham efter kampen, for han har en tiltrækningskraft, og det eneste jeg tænker er, at jeg ville ønske, han ikke spillede. For det er så irriterende at kigge på. Bare den måde han forsøgte at trække advarsler til modspillerne,« siger Peter Schmeichel, der mener, at Neymar selv burde få flere advarsler.

Også Mexicos landstræner, Juan Carlos Osorio, kritiserede Neymar efter kampen. Han kaldte situationen og skuespillet for en skamplet for fodbolden.

»Det er en skam for alle de mennesker, der ser på. Og alle de børn, der ser på. Der burde ikke være alt det skuespil. Jeg tror, det havde en indflydelse på vores fart og spil,« sagde landstræneren efter kampen.

Neymar i græsset under Brasiliens kamp.
Neymar i græsset under Brasiliens kamp. Foto: KIRILL KUDRYAVTSEV
Vis mere

Hovedpersonen selv tager dog umiddelbart ikke kritikken til sig.

»Jeg tror mere, det er et forsøg på at underminere mig mere end noget andet. Jeg går ikke så meget op i kritikken, heller ikke rosen, for det kan have indflydelse på en spillers attitude. Efter de sidste to kampe har jeg ikke talt med pressen, for der er for mange mennesker, der snakker. Jeg er her for at vinde med mine holdkammerater,« sagde Neymar efter Mexico-kampen.

Neymar ligger på banen i smerter.
Neymar ligger på banen i smerter. Foto: DAVID GRAY
Vis mere

PSG-spilleren fik opbakning fra Brasiliens landstræner, der holder fast i, at Neymar blev trådt på.

»Jeg så det selv på skærmen. I sidste kamp var han (Neymar, red.) fremragende, og i dag leverede han en indsats af høj kvalitet,« sagde Tite til TV Globo ifølge BBC.

Brasilien er med sejren over Mexico videre til kvartfinalerne ved årets VM i Rusland. Her skal de møde Belgien, der mandag aften leverede noget af et comeback mod Japan, da de vendte et truende nederlag på 0-2 til en 3-2 sejr.