Hvis du holder af snefyldige udsigter, har DMI en god nyhed til dig.

I hvert fald hvis du bor i den sydlige del af landet. Her kan du nemlig meget vel blive mødt af et hvidt udsyn, når du trækker gardinet fra mandag morgen.

Det fortæller Trine Pedersen, der er vagthavende ved DMI, til BT.

»Det helt store snevejr kommer fra Tyskland, hvor der lige nu falder sne. I løbet af aften- og nattetimerne rammer det Sønderjylland og den sydlige del af Fyn, mens Sydsjælland også er i risiko for at få sne. Gennemsnitligt vil der falde omkring tre til fem centimeter sne,« oplyser Trine Pedersen.

Den sydlige del af landet vil altså få sne i løbet af aften- og nattetimerne, men københavnerne slipper sandsynligvis heller ikke. Der er nemlig en risiko for, at snevejret bevæger sig østpå og rammer det Østsjælland og København i løbet af mandagens morgentimer.

Tidligere søndag blev Danmark ramt af et endnu mere massivt snevejr end det, der venter natten til mandag, og her faldt sneen især i den nordlige del af landet. Visse steder i Jylland blev der målt mere end ti centimeter sne, og eksempelvis i byen Sindal i Vendsyssel kunne tommestokken stikkes hele 13 centimeter ned i nysneen.

For nogle danskerne i den sydlige del af landet kan det altså være en god idé at finde kælken frem fra skuret mandag, men for andre kan snevejret bringe mere problematiske konsekvenser med sig:

»Jeg går da ud fra, at der bliver saltet på vejene, men man bør da alligevel nok tage lidt tidligere afsted, da sneen godt kan skabe trafikale problemer,« fortæller Trine Pedersen.

Selvom sneen smelter i løben af mandagen, får vi ikke lov at nøjes i lang tid. Et nyt snevejr, der lige nu hærger i Holland og har udsat flere hollandske fodboldkampe, vil sandsynligvis passere Danmark natten til tirsdag, og det vil altså igen gøre dele af Danmark hvidt.