Man skal bare kigge ud ad vinduet for at kunne konstatere det. Det er varmt – og tørt.

Og faktisk er det allerede nu ved indgangen til juni så tørt, at det vækker bekymring hos DMI.

»Lige nu peger sommerprognosen på, at vi ikke får megen regn, og oven på de nuværende forhold kan tørken derfor blive alvorlig denne sommer,« siger Mikael Scharling, klimatolog i DMI:

»I de 19 år, DMI har lavet tørkeberegninger, har vi kun haft et så højt tørkeindeks så tidligt på året to gange tidligere.«

Sådan ser det såkaldte tørkeindeks ud pr. 1. juni.
Sådan ser det såkaldte tørkeindeks ud pr. 1. juni. Foto: DMI
Vis mere

I det såkaldte tørkeindeks, som du kan se herover, er landsgennemsnittet således lige nu på 9,0, og det bevæger sig støt mod maksimumværdien 10.

Samtidig har maj givet cirka 70 procent mindre nedbør end normalt, 14,1 millimeter.

Det giver mindelser om den ekstremt varme og tørre sommer, der ramte Danmark i 2018.

Til stor glæde for solhungrende og ferierende danskere, men det skabte omvendt store problemer i landbruget.

Selv ellers hårdfør bambus kunne ikke klare manglen på vand i 2018.
Selv ellers hårdfør bambus kunne ikke klare manglen på vand i 2018. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Noget lignende ser ud til at kunne ske igen.

»Tørkeudviklingen i år minder meget om begyndelsen på tørken i 2018,« siger Mikael Scharling fra DMI:

»Her lå tørkeindekset på mindst 9 i hovedparten af juni, og i juli ramte indekset loftet i lange perioder med værdier helt oppe på 9,9 eller 10.«

DMI skriver i en opdatering torsdag, at det øjeblikkelige varme vejr (uden nedbør) skyldes en højtryksryg i retning af Danmark udløst af et højtryk over De Britiske Øer.

Der var trængsel ved strandene i 2018.
Der var trængsel ved strandene i 2018. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og det ser ud til at blive liggende.

De foreløbige prognoser – som på grund af tidshorisonten endnu skal betragtes som 'meget usikre' – siger, at det først vil aftage i august.

»Prognoser, der rækker så langt frem i tiden, er dog behæftet med en relativ stor usikkerhed, så det kan gå den anden vej – for en gangs skyld må prognosen gerne tage fejl. Det vil tiden vise,« konstaterer klimatolog Mikael Scharling.

Ifølge de foreløbige sommerprognoser vil de potentielle regn- og tordenbyger, der godt kan komme, især ramme lokalt på grund af de vejrlige forhold og derfor være svære at forudsige. 

Det var i 2008 og 2020, at DMI også målte tørkeindeks på samme niveau som i år.