Tyrkisk sangerinde holder sig chokerende godt. Hun mener, at hendes hang til kebab har hjulpet hende.

'Hvad fanden, kvinde. Er du ikke 70 eller sådan noget?!?'

Sådan lyder en kommentar til den tyrkiske sangerinde Ajda Pekkans Instagrambillede, som ses herunder.

Forvirringen er ikke en enlig svale, for Ajda holder sig så utroligt godt, at folk generelt ikke kan tro deres egne øjne, når de ser et billede af hende, og få hendes alder at vide.

For kvinden er født helt tilbage i 1946 - året efter Anden verdenskrigs afslutning - og er dermed 71 år gammel.

Hun repræsenterede Tyrkiet i Eurovision helt tilbage i 1980, og er stadig aktiv sangerinde. Når hun skal forklare sit unge udseende, er det især hendes spisevaner, der falder hende ind.

»Jeg er meget forsigtig med, hvad jeg spiser. Jeg kan godt lide kebab og fisk«, siger hun ifølge Daily Mail.

Hun fremhæver også, at hun drikker enormt meget vand, og dyrker motion.

For at det ikke skal være løgn, så har Ajda Pekkan det så godt, at hun nu ønsker at blive gravid på trods af sin fremskredne alder. Ifølge Daily Mail undersøger hun forskellige muligheder for kunstig befrugtning.

Selv om hun nok er ukendte for de fleste danskere, så er hun ikke bare en usædvanlig skikkelse, som britiske medier har gravet frem. Hun er en stor stjerne i Tyrkiet, og betragtes som en af landets mest magtfulde kendte.

Af samme årsag blev hun i fjor inviteret til 'The Hollywood Reporter's Women in Entertainment Power 100'-fest i USA, hvor hun kunne gnubbe skuldre med stjerner som Susan Sarandon, Emma Stone og Jessica Lange.