Den 26. juni 1992 stod Sanne Salomonsen på scenen, kort efter Danmark vandt EM i fodbold.

Hun er en af Danmarks mest garvede sangerinder, og bag sig har Sanne Salomonsen et væld af koncerter.

I år skulle hun – som hun plejer – have optrådt rundtomkring på Danmarks festivaler, men de er i år aflyst på grund af coronasituationen.

Her fortæller den 64-årige rock-mama om sine bedste festivalminder:

Hvilken festival er din yndlings og hvorfor?

»Det er simpelthen et tarveligt spørgsmål, ha ha! Jeg elsker selvfølgelig Skanderborg, men jeg har også spillet mange gange på Roskilde, og det har været fantastisk.«

»Vig, Langeland... jeg elsker dem allesammen. Det er en stor del af vores danske kultur, at vi har de sommerfestivaler.«

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som optrædende på en festival?

»Der er mange! Jeg spillede med mit band på Roskilde Festival i '92, det år, vi blev Europamestre i fodbold. Det var fuldstændig fantastisk.«

»Jeg kan huske, at jeg måtte sige til arrangørerne, at vi ikke ville spille på det fastlagte tidspunkt, for det var lige oven i kampen, og vi ville jo også se fodbold. Så vi blev rykket til bagefter, og at spille efter vi havde vundet EM – du forstår ikke, hvor euforisk det var. Jeg kan slet ikke beskrive det. Vi fløj. Det var så stort.«

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som gæst på en festival?

»Når det er musik, man kan lide, og kunstnerne virkelig er gode, når de går på, så er koncerter minder for livet for mig.«

»Der har også været mange sjove fester, men det, der er sket til dem, skal ikke fortælles videre. Man får lov at drikke sig fuld med sine kolleger, og det er altså nogle super parties, man kan have på sådan en festival.«

Hvad er det mest nyttige, du har haft med på festival?

»Nøglen til et toilet! Det er jo sådan nogle ting. At kunne få lov lige at smutte op til en af dem, der bor i en villa i nærheden, det er altså skønt.«

Hvad er det mest unyttige, du har haft med på festival?

»Jeg gider ikke slæbe mere end højst nødvendigt, så jeg har sjældent noget unyttigt med. Jeg har pakket så mange kufferter i mit liv og været på et hav af festivaler, og man lærer noget hver eneste gang.«

Hvad kommer du til at savne ved, at der ikke er nogen festivaler i år?

»Det er stemningen af sommer og at komme ud og møde sit brede, brede publikum. Der står de i alle generationer, og det er det, jeg kommer til at savne mest. Den bølge af kærlighed og energi, man får på festival.«

»Det her er bare ikke en rigtig dansk sommer. Det er helt forkert. Og jeg er ked af, man ikke kan gøre noget ved det, men jeg håber, vi finder en løsning, så vi kan spille festivalkoncerter igen næste år.«

/ritzau/