Et Tinder-match endte for Eydis Dali med intens stalking, der stod på i halvandet år og fik Eydis til at føle sig som en lille skræmt mus, der gemte sig for alle. Nu har hun fået styrken tilbage og bruger den til at hjælpe andre, der bliver ofre for stalking.
Hun falder lidt hen i bussen på vej hjem efter en lang arbejdsdag, men bliver bragt tilbage til virkeligheden med et chok, da hun pludselig mærker en hånd på sin skulder. Idet hun vender sig om, ser hun direkte ind i øjnene på den stalker, som de sidste mange måneder har fulgt hende overalt.
Det bliver et øjeblik, som den i dag 47-årige Eydis Dali aldrig glemmer. Og det skulle blive et af mange ubehagelige oplevelser med den mand, som i halvandet år udsatte hende for intens stalking.
Vi skal syv år tilbage i tiden for at forstå historien om, hvordan en Tinder-date udviklede sig til et sandt mareridt og satte dybe spor i Eydis' tilværelse. Eydis var efter flere års singleliv blevet opfordret til at oprette en Tinder-profil af sin dengang 19-årige datter, da hun var flyttet hjemmefra. Profilen blev hurtigt sat op, og Eydis brugte et par timer på at swipe – og pludselig var der et match.
Den ti år ældre mand så helt almindelig ud ved første øjekast. Han var pænt klædt og havde et sødt og charmerende smil. Første date gik da også fremragende, og kemien var god. Men herefter gik det stærkt. Lidt for stærkt.
På blot to uger var de gået fra fem til 50 fælles venner på Facebook. Stalkeren ville være helt tæt på Eydis hele tiden – så tæt, at han i et kram engang brækkede hendes ribben. Og var de ikke sammen, kunne han finde på at stå nede foran hendes lejlighed og kigge op på hendes vinduer, kime hendes veninder ned for at finde ud af, hvor hun var, eller sågar finde på at sove i hendes opgang.
»Jeg tænkte bare: 'Okay, det har jeg ikke oplevet før. Hvad er det her?' Men jeg nåede ikke rigtig at finde ud af, hvad det var, der foregik, før der skete noget nyt. Sådan var det alle de tre måneder, vi datede,« fortæller hun og fortsætter:
»Det hele kulminerer med, at jeg ikke kan gå på toilettet, uden at han står lige ude foran og venter.«
Det intense forhold havde nu for alvor taget overhånd, og Eydis så sig nødsaget til at bryde forholdet. Men selvom Eydis sagde fra, stoppede den massive 'interesse' fra Tinder-matchets side ikke. Den blev tværtimod intensiveret.
Eydis blev mere og mere forfulgt af sin stalker. Han skrev fra falske Facebook-profiler, ringede fra ukendte numre, og han brugte nu oftere og oftere Eydis' venner og familie til at komme i kontakt med hende. Han kunne sågar finde på at kontakte en venindes veninde for at finde ud af, hvad Eydis skulle i weekenden.
»Det, der var så slemt, var, at han inddrog hele mit netværk. Han masede sig på hos mine veninder – og deres veninder – og var faktisk i virkelig meget kontakt med dem alle sammen for, 'at han kunne sørge for at være et andet sted end mig', som han bildte dem ind,« siger hun.
Gennem veninderne vidste stalkeren alt om Eydis' gøren og laden. Det går op for Eydis, da hun kort tid efter bruddet får en chokerende melding fra en af sine kammerater:
»Jeg var inviteret til en stor privatfest på et diskotek af en af mine venner. Men på det tidspunkt var stalkingen for længst begyndt, og jeg var bare helt vildt udmattet. Jeg havde slet ikke overskud til at gå ud og hygge mig,« fortæller hun og fortsætter:
»Men jeg fik så at vide af min kammerat, at stalkeren havde stået ude foran diskoteket både fredag og lørdag aften. Fra de åbnede, til de lukkede. Min kammerat var slet ikke i tvivl om, at det var, fordi stalkeren ventede på, at jeg skulle dukke op på et eller andet tidspunkt.«
Men det stoppede ikke her. For nu begyndte stalkeren at stå nede i Eydis' gård, når hun hver morgen skulle ned og hente sin cykel, hvorefter han så fulgte efter hende, mens hun cyklede på arbejde. Men en morgen var han der pludselig ikke.
»Jeg tænkte: 'Gud, nu er det overstået, nu er det slut. Dejligt – nu er vi tilbage til normalen.' Men jeg fandt så ud af, at min cykel var punkteret. Det tænkte jeg ikke så meget over. Det var selvfølgelig pisse irriterende, men jeg tænkte bare, at jeg måtte skynde mig at hoppe på bussen, så jeg ikke kom for sent,« fortæller Eydis.
Senere på dagen tikker en sms ind på hendes telefon.
»Vil du have en ny bil? Du skal bare vælge farven.«
Beskeden er fra hendes stalker, og det dæmrer for Eydis, at der kan være en sammenhæng – at han måske har punkteret hendes cykel for at have en undskyldning for at forære hende en ny bil. Det er på busturen hjem fra jobbet den dag, at stalkeren pludselig prikker en døsig Eydis på skulderen og for første gang i lang tid er helt tæt på og kigger hende direkte ind i øjnene.
»Jeg bliver fuldstændig drønfrustreret og kan slet ikke forstå, hvad fanden der sker. Og da jeg står af bussen tæt på min bopæl, står han også af bussen. Og der kan jeg se, at han henter sin cykel. Lige der står den. Og så kan jeg jo regne ud, at det nok er ham, der har punkteret min cykel.«
Det er den slags oplevelser, der gør, at Eydis lever i konstant nervøsitet.
»Du ved simpelthen ikke, hvornår der næste gang sker noget. Jeg kunne ikke koncentrere mig på arbejdet, og hvis telefonen ringede, tænkte jeg bare 'shit! Jeg håber, at det er en kunde og ikke ham',« fortæller hun.
Stalkingen betød, at Eydis begyndte at trække sig ind i sig selv, og fra at være en sprudlende kvinde med lyst til livet blev hun en, der gemte sig væk i et forsøg på at undgå unødig opmærksomhed.
»Jeg lignede en skræmt mus. Tidligere gik jeg altid i høje hæle og gjorde meget ud af mig selv, men det havde jeg ikke lyst til der. Jeg ville ikke have, at andre mennesker bemærkede mig – jeg ville helst gå i ét med tapetet. For tænk, hvis andre begyndte at stalke mig? Det var vildt skræmmende, og jeg turde slet ikke møde nye mennesker.«
I december 2015 fik Eydis den sidste besked fra sin stalker. Han ønskede hende glædelig jul, og hun svarede ikke, men sendte beskeden direkte videre til politiet, som på det tidspunkt allerede var gået ind i sagen.
Selvom denne besked blev det sidste, hun hørte fra stalkeren, sad oplevelserne i hende længe efter. Eydis husker den dag, hvor det gik op for hende, hvor hårdt plaget hun egentlig var af eftervirkningerne. Den dag skulle hun mødes med sin datter på en café.
»Jeg gik ud til bussen, og pludselig begyndte jeg at græde. Jeg kunne slet ikke stoppe. Jeg endte med at aflyse aftalen med min datter, for jeg havde det rigtig forfærdeligt og blev nødt til at gå hjem og lægge mig til at sove.«
Det var den dag, Eydis besluttede sig for, at hun ikke længere ville ligge under for det psykiske pres, der havde plaget hendes hverdag i halvandet år. Hun besluttede at skifte både arbejde og adresse.
»Da jeg flyttede, kom der ro på, og jeg kunne begynde at finde ud af, hvad det var, der var sket for mig. Jeg kunne slet ikke genkende mig selv. Jeg var både en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig veninde. Jeg havde slet ikke kunnet magte det.«
Den intense stalking stoppede heldigvis, da hun flyttede. I hvert fald hvad Eydis ved af. For efterfølgende har hun alligevel oplevet, at han to gange har stået ude foran hendes nye arbejdsplads.
Selvom chokket stadig sidder dybt i hende, hver gang hun fortæller sin historie, gør hun det med glæde for at hjælpe andre i samme situation.
I dag har hun både skrevet en bog og holder foredrag om sin historie – og så er hun i øjeblikket aktuel med podcasten 'Stalker – mit fatale Tindermatch', hvor hun dykker ned i sin historie sammen med andre implicerede for at finde ud af, hvorfor det var netop hende, der endte som bytte.
»Det var en meget interessant rejse for mig at lave den her podcast. Jeg måtte kigge på mine værdier og mine grænser og se på og finde ud af, hvorfor jeg tiltrak sådan en mand – og det har jeg så fået lavet om på,« siger hun og fortsætter:
»Jeg har lært, at man ikke skal tilfredsstille alle, og at jeg skal stå fast ved mine grænser, når nogen prøver at rykke på dem. For hvis der er en, der bare har lidt svært ved at acceptere, at jeg siger 'nej' eller 'hertil og ikke længere', så skal de slet ikke være en del af mit liv.«
Artiklen er et udtryk for Eydis Dalis oplevelser af hændelserne. Redaktionen har set beskeder fra stalkeren og Eydis' mailkorrespondancer med politiet og har også været i kontakt med vedkommende. Han har en anden oplevelse af det indbyrdes forhold og betragter ikke sig selv som en stalker.
