Gruppen Echo har fået nyfunden energi, efter at den fredag aften klarede sig videre fra X Factor-farezonen.

Gruppen Echo overlevede i X Factor, efter at de endte i farezonen med Thomas Blachmans deltager Gina Michaels, da X Factor-feltet fredag aften blev skåret ned til seks deltagere.

Den nervepirrende situation var uvant for dem og for at undgå at stå i samme situation igen næste fredag, har de aftalt at steppe et niveau op.

- Nu har vi fået et wake-up call. Vi vil give den hamrende meget gas.

- Der er ikke nogen, der kommer til at stå at sove på scenen, og ingen kommer til at sove derhjemme. Vi vil give den mere gas, end den har fået i forvejen. Vi er så klar. Vi er endnu mere "fired up", siger 21-årige Tanne Balcells.

De fire piger var dybt berørte inden den endelige afgørelse og måtte især trøste Emma Funding, der var helt grædefærdig.

- Det var forfærdeligt. Et mareridt. Der er så mange følelser på spil i det her, siger 15-årige Emma Funding.

Hun vil hurtigst muligt komme videre efter aftenens liveshow. Hun mener slet ikke, at Echo er færdig med at stå på X Factor-scenen.

- Vi skal ikke tænke over alt muligt. Vi skal levere varen og vise, hvad vi kan. Det er ikke slut, det her. Vi har virkelig meget at byde på og mere, vi skal vise Danmark, siger Emma Funding.

I første del af fredagens liveshow sang Echo "Blur" af den danske sangerinde Mø. Både Lars Ankerstjerne og Thomas Blachman fremhævede Tanne Balcells, som den bærende kraft i gruppen.

Thomas Blachman vurderede, at de andre tre lige så godt kunne stå i baggrunden.

- Det er godt, han er glad for min stemme. Men der en grund til, at jeg ikke klarede den som solist. Jeg har det meget bedre i en gruppe. Det, at jeg har været sammen med den her gruppe, har forbedret min sangstemme, siger Tanne Balcells.

Hun blev også berørt af, at gruppen røg i farezonen. Hun fortæller, at det er enormt svært at forberede sig på.

Den første deltager, der skal synge i farezonen, går direkte på scenen, mens den næste kun har tre minutter til at forberede sig på, at det kan være slut.

- Man har ikke noget tid til at forberede sig på, om man ryger hjem. Men vi aftalte backstage at give den gas. Jeg tror aldrig, vi har givet så meget på scenen, som vi gjorde i farezonen, siger Tanne Balcells.

/ritzau/