Der var kun et spørgsmål om 15 minutter, før Robinson Ekspeditionens »Endelige Opgør« havde fået sit første, danske dødsoffer. Evakueret fra Robinson Ekspeditionen og indlagt ekspres.
Så tæt var Dan Marstrand, Robinson-vinder fra 1999, på at dø, da han i al hast måtte evakueres fra øen Sembilang i sommer. Derfor havde ordene bag ægteskabesløftet, han i sidste uge gav sin kæreste, Nada Bang, så megen ekstra vægt. For døden var tæt på at skille dem ad, inden de nogensinde var nået så langt.»Jeg var ikke selv klar over, hvor tæt jeg var på at dø, men jeg må jo være lavet af noget specielt stof. Når jeg ser mig selv på TV, kan jeg godt se, den er rivende gal, men sådan følte jeg det slet ikke derude,« griner den glade brudgom, der netop er vendt hjem med sin smukke brud fra bryllupsrejsen til Kreta.
Dan Marstrand kan takke sin gode ven og allierede Sonny Rønne Pedersen for, at han er i live i dag. TV-folkene troede ikke på, at Dan var alvorligt syg. De var overbevist om, at han spillede komedie som et led i det taktiske spil for at vinde en million i TV3s »Det endelige opgør«. Det kunne have kostet ham livet.
Hvis ikke Sonny Rønne Pedersen havde grebet ind og overbevist TV-reporteren på stedet om, at hun straks skulle give den afkræftede mand noget sukker og juice - og i øvrigt tilkalde læge og sygeplejerske over nødtelefonen, var det tvivlsomt, om Dan Marstrand havde overlevet.
»Lægen har bagefter fortalt mig, at det blot havde været et spørgsmål om et kvarters forsinkelse, så var jeg død. Selv sansede jeg ikke så meget på det tidspunkt,« siger Dan og fortæller sin historie:
»Vi var jo landet på denne her ø, Sembilang, der var som et askebæger. Vi fik simpelthen ingen mad i 14-15 dage. De fisk og det måltid, jeg fik sammen med Nada, svarer til en dags mad.
Jeg har en meget høj forbrænding og spiser normalt mange små måltider. Jeg er ikke typen, der kan blive tyk. Jeg kan ikke tage ti kilo på, som jeg kan tære på undervejs.
Jeg syntes ikke, jeg blev specielt slap af at mangle mad, men når jeg ser på TV, kan jeg godt se, det er ved at gå os til hovedet alle sammen. Det kommer stille og roligt snigende, time for time. Man kan se det på os alle sammen. På vores øjne især. De er totalt tomme. Alle ser mærkede ud på Sembilang.
Den dag, det går galt, skal vi bygge en hytte. Vi har fået at vide, at hvis vi ikke når at bygge den, får vi ingen post hjemmefra, og det har vi glædet os utrolig meget til. Det pisse-regner og er koldt, og vi arbejder i bar overkrop, så kroppen bruger en masse energi, som vi ikke har, på at holde varmen,« forklarer Dan.
Pludselig føler han sig skidt tilpas: »Det kommer som et lyn fra en klar himmel. Jeg går hen til bålet og siger, jeg har det dårligt. De andre deltagere spørger, om de skal få fat i TV-reporteren på stedet og bede om hjælp. Det synes jeg ikke rigtig. Så jeg lægger jeg mig ned, og så forsvinder min bevidsthed mere eller mindre. Sonny er bekymret, og jeg protesterer ikke, da de beslutter sig til at tilkalde TV-reporteren.
Jeg kan huske enkelte ting. Sonny, der råber: »Manden skal have noget sukker. Giv ham noget chokolade og juice,« og TV-reporteren, der siger: »Det må vi ikke gi'. Han skal bare ligge ned.« Så flipper Sonny fuldstændig ud og skriger: »Skal han dø, før vi kan give ham noget juice?«.
Sonny tager min puls. Den er nede på 33, og så kan det nok være, at juicen kommer frem, og de får ringet efter læge og sygeplejerske. De anbringer mig i hytten, de har bygget, og så ligger de og pumper juice i mig. Jeg kan næsten ikke drikke det. Jeg er ikke bange, for jeg tænkte slet ikke på noget.
Da lægen kommer med båden, tager han også min puls, og beslutter øjeblikkeligt, at jeg skal evakueres. Jeg går ikke i chok, for som sagt må jeg være lavet af noget specielt stof.
Jeg syntes jo ikke, jeg fejlede noget. Jeg havde det bare lidt dårligt. Jeppe Juhl, fra Strix-TV er en benhård mand, og han troede simpelthen ikke på det. Han troede, det var et taktisk spil fra min side, så han nægtede at tro på det, indtil alvoren gik op for dem.
Selv anede jeg ikke, hvor syg, jeg var. Jeg troede, jeg bare lige skulle have et kuvertbrød, en kop kaffe og en cigaret, og så skulle jeg tilbage igen og slås. Der var noget »hovedrengøring«, der skulle overstås.
Nu har jeg en fantastisk lav puls, men lægen sagde til mig bagefter, at jeg havde været en død mand, hvis båden var blevet 15 minutter forsinket,« siger Dan Marstrand.
