De tyske landmænd har simpelthen fået nok af den tyske regerings planer om nedskæring i tilskuddet til landbrugsdiesel. 

Mandag er det derfor varslet, at tusindvis af landmænd vil protestere på tværs af hele landet. 

Det skriver det tyske medie Bild, ligesom Berlingske har gjort det. 

'Det bliver en uge i vredens tegn for landmændene,' skriver Bild om den kommende protest. 

Mediet beskriver, at der både vil være demonstrationer, en protestlejr, talrige traktortræk gennem næsten alle delstater – og endda motorvejsblokader. 

Det drejer sig om 21 forskellige steder i landet. Et af stederne er endda motorvejen mod Danmark, der bliver blokeret mandag. 

»Så fra 8. januar vil vi være til stede overalt på en måde, som landet aldrig har oplevet før,« udtalte Joachim Rukwied, som er tysk landmand og formand for den tyske landboforening i december, skriver Berlingske. 

En forvaltningsdomstol i Tyskland har givet grønt lys til, at landmændene må blokere motorveje i landet i forbindelse med demonstrationen.

Det er ikke første gang, at landmændene er på gaden i Tyskland. 

Tilbage i december endte omtrent 6.600 landmænd ledsaget af 1.700 traktorer i Berlins gader for at protestere mod samme nedskæring. 

De planlagte nedskæringer i landbruget stammer fra en aftale om besparelser i 2024-budgettet. 

Ifølge Landboforeningen er det knap en milliard euro i landbrugsstøtte, der bliver trukket, skriver Berlingske. 

Landmændene mener nemlig, at det er et 'urimeligt' forslag, hvor deres ønsker ikke bliver hørt.