Problemet har været så stort, at EU har set sig nødsaget at lave sanktioner mod det. Og fortællingerne fra Ukraine har været mange.

Nu er der en helt konkret video, som viser det udspille sig.

Det hele handler om noget så simpelt som vaskemaskiner og opvaskemaskiner.

Helt fra begyndelsen af den russiske invasion af Ukraine er der gået fortællinger om, hvordan russiske soldater har stjålet hårde hvidevarer fra ukrainske hjem. Ofte for at sende dem retur til Rusland, så de selv kan nyde godt af dem.

Men problemet stikker dybere end bare russiske soldaters behov for vaskemaskiner til deres egne hjem.

For som krigen i Ukraine er skredet frem, har Rusland brugt store dele af sine højteknologiske våben. Og de har mere end svært ved at erstatte dem, som vestlige sanktioner nærmest er regnet ned over dem.

Derfor mangler Rusland i stigende grad computerchips til deres våben.

Og dem kan man blandt andet finde i vaskemaskiner og opvaskemaskiner. Af netop den årsag har EU sat sig for at mindske sin eksport til Rusland af netop vaskemaskiner og opvaskemaskiner blandt mange andre ting.

Og derfor kan de russiske tyverier af ukrainske hjems hårde hvidevarer ses som meget andet end egen berigelse. Men i stedet som et forsøg på at opgradere den russiske krigsmaskine.

Om videoen i denne artikel er udtryk for det ene eller det anden står ikke klart. Men det er et tydelig bevis på, at tyverier fra Ukraine foregår.

Da B.T. besøgte Ukraine i maj, stod det også klart, at russiske soldater var meget benovede over de ukrainske hjems moderne hjælpemidler som vaskemaskiner.

En 75-årig mand i den lille by Andriivka ved navn Victor kunne berette om russerne:

»Der var en ung russisk soldat, som sad på en bænk i min have og ringede hjem til sin mor og sagde: ‘Mor, der er krig her. Vi skulle kun have været her i få dage, nu er der gået en måned. Putin har løjet for os’,« forklarede Victor, der også overhørte en anden russisk soldat ringe hjem og berette om, hvor rige ukrainerne var med »vaskemaskiner og huse af mursten«, som den 75-årige sagde det.