Lyt til artiklen

Mens russiske soldater fortsat angriber Ukraine og uskyldige civile, stiger mystikken om, hvad der sker med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Putin ses sjældnere og sjældnere, hvilket nogle mener skyldes, at han er dødssyg, mens andre mener, at han er blevet voldsomt paranoid.

Ifølge den britiske journalist Mark Galeotti har sikkerhedspostyret omkring Putin i årevis været helt vildt grundet Putins paranoia.

Da Galeotti for nogle år siden boede på den store hovedvej Kutuzovsky Prospekt i Moskva, oplevede han, hvordan hele veje blev fuldstændig afspærret og ryddet for folk, når Putin skulle til Kreml.

Vladimir Putin så tydeligt ukomfortabel ud under et møde med Sergei Shoigu den 21. april.
Vladimir Putin så tydeligt ukomfortabel ud under et møde med Sergei Shoigu den 21. april. Foto: HANDOUT
Vis mere

»Putin har aldrig kunnet lide at flyve med helikopter, så det 18 køretøjer lange ekstravagante optog, der inkluderede motorcyklister, en ambulance og en lang kolonne af limousiner med mørklagte ruder, var et tilbagevendende syn,« beskriver den britiske journalist og ekspert i russiske forhold i Daily Mail.

Han fortæller, at den vej, han boede på, blev så hermetisk lukket allerede 45 minutter, før Putins følge kom forbi, at politifolk blev sat ved dørene til opgangene for at sikre, at ingen kunne gå ud.

Ifølge Galeotti er Putin kun blevet mere paranoid siden. Han henviser til, at den russiske præsident den seneste tid sjældent har besøgt sit kontor i Kreml, ligesom han tilsyneladende har foretrukket at arbejde i sit store gule palads Novo-Ogaryovo, som er beliggende i en eksklusiv forstad til Moskva, hvor kendte bor.

Her er det angivelig folk, der kommer til Putin, hvis han da ellers har lyst til at se dem.

Vladimir Putin sammen med Sergei Shoigu. De to plejede at tage på fisketur sammen.
Vladimir Putin sammen med Sergei Shoigu. De to plejede at tage på fisketur sammen. Foto: MAXIM SHIPENKOV
Vis mere

Desuden gør den russiske præsident brug af sikkerhedsfolk til alt fra at beskytte sig til at smage sin mad, så han ikke bliver forgiftet.

Ifølge Galeotti vækker det minder om den tyske diktator Adolf Hitlers sidste dage, hvor han forskansede sig i en bunker i Berlin.

Putin stoler desuden heller ikke på internettet og insisterer på, at han får alle briefinger – fra militære efterretninger til den nyeste info om, hvordan det går hans oligark-venner – på papir.

Desuden har han tilsyneladende et enorm behov for at kontrollere, hvem han ønsker at tale med, og hvilke informationer han ønsker at kende til.

Putins krigsførelse har store konsekvenser. Her er det et stålværk i Mariupol, der er blevet bombet.
Putins krigsførelse har store konsekvenser. Her er det et stålværk i Mariupol, der er blevet bombet. Foto: ALEXANDER ERMOCHENKO
Vis mere

Forleden afbrød præsidenten for eksempel en samtale med direktøren for den russiske centralbank, Elvira Nabiullina, da hun var ved at forklare ham, at krigen var ved at smadre den russiske økonomi.

Også andre observationer vækker ifølge Galeotti undren. Som for eksempel, at Putins tætte allierede, den 66-årige forsvarsminister Sergei Shoigu, sjældnere og sjældnere ses sammen med Putin.

Ifølge Galeotti tyder mange efterretninger på, at Putin mere og mere tilbringer tiden alene. Og det, mener han, er farligt for Rusland, da Putin dermed kan ende med at gentage Hitlers fejlslagne 'strategi' om ikke at indrømme sine fejl.

Andre efterretninger peger dog på, at Putins fravær ikke nødvendigvis (kun) skyldes, at han er ekstremt paranoid. Men derimod, at han er alvorligt syg.

Putin ses her ved en paradeopvisning i anledning af den russiske 'Victory Day' den 9. maj.
Putin ses her ved en paradeopvisning i anledning af den russiske 'Victory Day' den 9. maj. Foto: KIRILL KUDRYAVTSEV
Vis mere


Rygterne om, at Putin er alvorlig syg – formentlig af kræft – har floreret gennem længere tid. Og de er kun tiltaget yderligere, efter at billeder og optagelser af den russiske præsident har vist en afvigende adfærd.

Hans ansigt er opsvulmet, han har siddet og holdt krampagtigt og akavet fast i et bord med forsvarsminister Sergei Shoigu, mens nogle også mener, at han bevæger sig mærkeligt, når han går.

Dertil kommer de mange aflysninger eller rykninger af møder. Ifølge Daily Mail har kilder fra oppositionen oplyst, at man brugte gamle videooptagelser i en video af Putin i sidste uge for at camouflere hans manglende tilstedeværelse.

Den tidligere chef for den hemmelige britiske efterretningstjeneste MI6, Richard Dearlove, mener ligefrem, at Putin er så syg, at hans dage er talte.

Den 69-årige Putin ser ikke så frisk ud som før i tiden.
Den 69-årige Putin ser ikke så frisk ud som før i tiden. Foto: MIKHAIL METZEL / KREMLIN POOL /
Vis mere

»Jeg tror, at han vil være væk inden 2023 – formentlig til et sanatorium, hvorfra han ikke vil komme ud igen som lederen af Rusland,« siger han til Daily Mail.

Rygterne, om at Putin har kræft eller har andre sygdomme, er ikke blevet bekræftet af Kreml.

Men den Oscar-vindende filminstruktør Oliver Stone har tidligere lavet en dokumentar om Putin og har siden fortalt, at præsidenten har haft kræft.

Hvis Putin pludselig bliver så syg, at han ikke kan varetage sit præsidentembede, så formodes det, at det vil være lederen af det russiske sikkerhedsråd, Nikolai Patrushev, der vil være stand-in.