På alle Ford-fabrikker i USA skal besøgende bære masker mod coronavirusset. Det fravalgte Trump ved et besøg.

USA's præsident, Donald Trump, vakte torsdag opsigt, da han ikke bar maske ved et besøg på en bilfabrik i delstaten Michigan.

Præsidenten rejste torsdag til den vigtige svingstat forud for præsidentvalget til november. Staten er ledet af den demokratiske guvernør Gretchen Whitmer, som Donald Trump har haft flere opgør med.

Her besøgte Trump en af Ford Motors' fabrikker i byen Ypsilanti og valgte ikke at bære en maske under besøget foran kameraerne.

Trump fik en guidet tur rundt på fabrikken, der er blevet beordret til at omlægge produktionen fra biler til ventilatorer og værnemidler i kampen mod coronavirusset.

Til trods for at Ford-selskabet tirsdag gentog, at alle besøgende på fabrikker skal bære masker, havde Donald Trump ingen maske på, da fotografer fulgte ham på fabrikken.

Omringet af maskebærende direktører fra Ford-selskabet sagde Trump, at han havde brugt en maske, da han ikke blev filmet og fotograferet.

- Jeg bar en før. Jeg havde den på i området bagved. Jeg ville ikke give pressen nydelsen af at se det, sagde han til de fremmødte journalister.

Fords administrerende direktør, Bill Ford, blev adspurgt af journalister, om det var acceptabelt ikke at bruge en maske. Han svarede, at "det var op til Trump".

Hertil svarede Trump:

- Helt seriøst, så synes jeg selv, at jeg ser bedre ud med maske på.

Ford har siden hen skrevet i en pressemeddelelse, at Bill Ford havde tilskyndet Trump til at bære en maske, da han ankom. Trump havde imødekommet ønsket i en kort periode, oplyser virksomheden.

Donald Trump har tidligere sagt, at han er begyndt at bruge lægemidlet hydroxyklorokin mod coronavirusset, selv om dets effekt ikke er blevet lægeligt bevist endnu.

Trump vandt i Michigan ved præsidentvalget i 2016 som den første republikaner siden 1998.

/ritzau/Reuters