Mysteriet, der omgærder en af de mest berygtede og frygtede amerikanske seriemordere, kan nu være på vej til at blive løst. En mand fra Louisiana hævder i en ny bog, at hans biologiske far er den notoriske Zodiac-morder, der hærgede det nordlige Californien i 1960'erne. 

Zodiac-morderen, der stadig er efterlyst af politiet, menes at stå bag fem bestialske drab i perioden fra 1968-69. Selv hævdede han at have taget livet af 37 mennesker. Han blev kendt for at sende krypterede beskeder med blodige stykker tøj tilhørende ofrene til medierne og politiet, hvori han pralede med sine forbrydelser og lokkede med, at hvis beskederne kunne dechifreres, ville man til sidst kunne finde frem til hans identitet. 

Men det lykkedes aldrig at løfte sløret for, hvem han i virkeligheden var. I hvert fald indtil nu, hvis man skal tro Gary L. Stewart, der er forfatteren til bogen, hvor han skriver, at Zodiac-morderen er hans far. Det skriver cnn.com

Gary L. Stewart, der er underdirektør i et rengøringsfirma i Baton Rouge, ledte i over 10 år efter sin biologiske far, som han aldrig har kendt. Jagten endte med at føre ham til Earl Van Best, Jr., som nu er afgået ved døden, og som ifølge Gary L. Stewart er den eftersøgte seriemorder. 

Stewart blev angiveligt født i New Orleans, hvor han blev efterladt som spæd på en trappe ved en boligblok. Han blev senere adopteret og havde ifølge forlaget HarperCollins en 'idyllisk barndom'. For 10 år siden, da Stewart var 39 år, blev han for første gang kontaktet af sin mor, Judy, som han ikke har set, siden han blev forladt på trappestenen. Det blev startstuddet til den ti år lange eftersøgning af hans biologiske far. 

Mens han ledte, førte Stewart, der selv er gift og har et barn, dagbog. Og det var den, der blev grundlaget fra bogen, der har fået titlen 'The Most Dangerous Animal of All: Searching for My Father ... and Finding til Zodiac Killer'. Bogen er skrevet i samarbejde med journalisten Susan Mustafa.

Politiet i det nordlige Californien var dog ifølge cnn.com ikke bekendt med bogen eller indholdet af den.

- Det er en åben og igangværende efterforskning, så vi kommer ikke med kommentarer, siger talpersonen for San Franciscos politi, Albie Esparza, og fortsætter:

- Men det er bestemt noget, vores efterforskere vil tage et kig på.

Det er ikke første gang, at nogen hævder at vide, hvem Zodiac-morderen er. I 2009 stod den amerikanske kvinde Deborah Perez frem og fortalte, at hendes far, der var afgået ved døden af kræft i 1993, var seriemorderen. Hun fortalte, at det var hende, der havde broderet den maske, Zodiac-morderen bar under drabene, og at det var hende, der havde skrevet brevene, der blev sendt til San Francisco Chronicle. Det er dog aldrig blevet bevist.