Det er ikke noget nyt, at de stigende temperaturer får indlandsisen til at smelte.

Men nu viser et studie, at nogle iskapper i Antarktis smelter hurtigere end først frygtet.

Faktisk trækker isen sig tilbage helt op mod 20 gange hurtigere end tidligere observeret. Det skriver The Guardian.

Det er et smeltetempo, der svarer til cirka 600 meter om dagen. Og det er meget, når man sammenligner med tidligere observationer, der er lavet med satellitter.

De har nemlig tidligere vist, at det hurtigst registrerede kollaps var på cirka 30 meter om dagen ved Pope-gletsjeren i Vestantarktis.

Med det nye studie har forskerne undersøgt aflejringer på havbunden, der stammer tilbage fra den seneste istid.

Og her tegner sig et billede af, at fortiden kan give svar på den faktiske smeltehastighed, lyder det fra en af de ledende forskere i studiet.

»Vores forskning giver en advarsel fra fortiden om de hastigheder, som iskapper fysisk er i stand til at trække sig tilbage med,« siger Christine Batchelor fra Newcastle Universitet.

Ifølge Christine Batchelor vil den hurtige tilbagetrækning i yderste konsekvens få havniveauet til at stige med flere meter.

Særligt kan Thwaites-gletsjeren, der befinder sig i Antarktis, have nogle perioder med hurtige ryk.

Studiet er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.