Lyt til artiklen

Det saudiarabiske energiselskab Aramco har søndag oplyst, at deres profit er steget med 90 procent det seneste kvartal sammenlignet med samme periode sidste år.

Det betyder, at firmaet har rundet et overskud på 88 milliarder dollar det første halve år af 2022. Det svarer til cirka 637 milliarder danske kroner. Det skriver AP.

De enorme oliereserver, der tilhører Saudi-Arabien, er blandt de billigste at pumpe og producere i verden.

Firmaet er næsten helt ejet af staten Saudi-Arabien, og dets økonomiske sundhed er afgørende for landets stabilitet.

På trods af mange års bestræbelser på at finde yderligere, gode indtjeningsmuligheder er landet fortsat stærkt afhængigt af olie- og gassalg for at kunne betale lønninger til den offentlige sektor, holde priserne nede, give fordele til saudiske borgere og opretholde sine forsvarsudgifter.

Aramcos administrerende direktør, Amin Nasser, har sagt, at de seneste økonomiske resultater afspejler stigende efterspørgsel på olie, selv når lande rundt om i verden, inklusive Saudi-Arabien, forpligter sig til at reducere deres CO2-udledning.

»Verden kalder på en pålidelig energikilde, der er til at betale,« lød det fra ham.

Desuden forventer han, at efterspørgslen vil stige i fremtiden.