Priserne stiger for benzin, elektricitet, diesel og petroleum efter 600 milliarder kroners minus-skøn i 2016.

Riyadh: Verdens største olieeksportør vil hæve benzinprisen med op mod 40 procent allerede fra tirsdag.

Det sker, efter at Saudi-Arabien mandag præsenterede et statsbudget for næste år, hvor saudierne venter et underskud på 87 milliarder dollar (knap 600 milliarder kroner).

Det er det tredje år i træk, at Saudi-Arabien oplever et underskud på statsbudgettet på grund af faldet i olieprisen.

Priserne ventes også at stige for elektricitet, vand, diesel og petroleum efter et ministermøde under ledelse af kong Salman.

Det rapporterer det statslige nyhedsbureau, SPA.

Saudi-Arabien kæmper ligesom de andre golfstater med økonomien, da prisen på olie er faldet dramatisk i løbet af året.

Den globale kamp mellem verdens største eksportører har banket priserne ned på tidligere uhørte niveauer.

Ifølge det danske finansministerium ventes der ingen bedring til næste år.

/ritzau/AFP.