Den indiske delstat Maharashtra er ramt af de værste regnskyl i årtier. Klimaforandringer kan være årsag.

Redningsfolk søger efter overlevende under voldsomme oversvømmelser og jordskred, der har ramt dele af det vestlige Indien.

Mindst 136 personer er døde i vandmasserne, der blev udløst af massiv regn i delstaten Maharashtra.

Det skriver BBC.

Titusindvis af mennesker er blevet flyttet ud af de berørte områder, mens mange nær storbyen Mumbai savnes.

Redningsfolk kæmper for at nå ud til områderne, og jordskred har blokeret flere veje, herunder hovedvejen mellem delstaten Goa og Mumbai.

I stedet har myndigheder indsat helikoptere, dykkere og både for at nå frem til de berørte beboere.

Myndighederne har opfordret folk til at stille sig op på hustage, hvis de er fanget i vandmasserne, så helikoptere kan få øje på dem.

De store vandmængder har også betydet, at hundredvis af huse er blevet skyllet væk, og mange har mistet deres hjem.

Samtidig er flere hundrede landsbyer uden strøm og rent drikkevand.

Der er regntid hvert år i Indien fra juni til september. Men delstatslederen i Goa kalder dette års oversvømmelser for de værste i årtier.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev dele af Maharashtra ramt af op mod 600 millimeter regn på et døgn. I Danmark falder der til sammenligning omkring 750 millimeter regn om året.

Der er mange faktorer, der udløser oversvømmelser, men eksperter siger ifølge BBC, at klimaforandringer forårsaget af global opvarmning gør ekstrem regn mere sandsynligt.

Kraftig regn og oversvømmelser har også ramt Vesteuropa og dele af det centrale Kina de seneste uger, mens USA og Canada kæmper mod en voldsom hedebølge og deraf skovbrande denne sommer.

Det kraftige regnvejr i Indien forventes ifølge meteorologer at fortsætte i Maharashtra de kommende dage.

Den indiske premierminister, Narendra Modi, siger ifølge BBC, at han er dybt berørt på grund af de mange omkomne, og at han vil yde hjælp til de ramte områder.

/ritzau/