En polsk Netto-chef fyrede en ansat, fordi han var homoseksuel. Nettos øverste ledelse i Danmark beklager nu episoden.

Glæden var stor hos 44-årige polak Ireneusz Muzalski, da han i 2009 fik et job i en Netto-forretning i den polske by Slubice i det vestlige Polen. Muzalski, der tidligere er uddannet murer, havde efter længere tids sygdom og to hjerteanfald endelig fundet sig et nyt job. Men glæden blev hurtigt afløst af hån og diskrimination mod den 44-årige polak. Hans chef fandt nemlig ud af, at Ireneusz Muzalski var homoseksuel og efter et år fyrede  chefen ham grundet hans seksualitet.

Men den slags går ikke. Heller i det katolske Polen, hvor man ligesom Paven har et noget anstrengt forhold til homoseksuelle. Og derfor blev Nettos polske afdeling fornylig dømt til at betale Muzalski en erstatning på 38.000 kroner for uretmæssig fyring og forskelsbehandling.

Hos Netto Internationals øverste ledelse i Danmark beklager man sagen.

- Vi synes, det er en uheldig sag. Der er helt klar tale om en leder, som ikke har efterlevet vores værdigrundlag og vores værdipolitik, siger Finn Lund Andersen, der er HR/ Kommunikationsdirektør for Netto International og Dansk Supermarked. Han kalder sagen for 'dårlig' og 'ulykkelig'.

Muzalski har ifølge polske medier fortalt, at netto-chefen blandt andet kaldte ham en 'mandlig hore'.

- Han spurgte, hvordan man dog kunne have ansat sådan en bøsse som mig. Og han mobbede mig med min vægt. Han sagde, jeg skulle sætte min fede røv på stolen, fortæller den rystede polak til den polske netavis gazeta.pl.

Muzalski forstår slet ikke, hvorfor chefen var efter ham:

- Jeg skiltede aldrig med min seksualitet, for i Polen er det bedst at lade være, fortæller han.

I retten er Muzalskis vidneudsagn blevet støttet af flere tidligere ansatte fra den pågældende Netto-forretning. De ansatte, der stadig arbejdede i forretning, kunne dog ikke genkende mobbe-episoderne.

Sagen om Muzalski har vakt opsigt i hele Polen. Erstatningssummen er nemlig, ifølge polske medier, en af de største, som den polske domstol har tildelt i sådanne sager.

Men selv om erstatningssummen er stor, så er Muzalski ked af at have mistet sit job.

- Min verden faldt sammen. jeg hverken stjal eller bedrager - jeg var en god medarbejder, siger den ærgerlige polak, der endnu ikke har fået et nyt job.

Finn Lund Andersen fortæller, at sagen bestemt ikke afspejler Nettos politik.

- Jeg kan ikke huske, at vi har haft et fortilfælde af den her karakter i Netto, siger han og tilføjer, at Netto nu vil opruste oplæringen af butikkernes ledere.

- Det, vi har gjort er, at vi i vores introduktionsprogrammer af ledere har sat fokus på vores værdigrundlag og vores personalepolitik, så vi er sikre på, at alle ledere kender dem, siger han.

Netto bekræfter desuden, at lederen af Netto i Slubice efterfølgende er blevet fyret.