Femstjernebevægelsen og Ligaen har besluttet, hvem de ønsker som regeringsleder og ministre, skriver medier.

Rom. Italiens to største partier, Femstjernebevægelsen og Ligaen, er nået til enighed om, hvem der skal være Italiens nye premierminister, samt om hvem der bliver ministre i de to partiers kommende regering.

Det skriver flere italienske medier ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Navnene på den kommende premierminister og de andre kommende ministre vil dog først blive offentliggjort, efter at de to partier har fremlagt dem for præsident Sergio Mattarella.

Det ventes de at gøre mandag.

- Det bliver hverken mig eller (Femstjernebevægelsens leder Luigi) Di Maio. Det bliver et navn, der tilfredsstiller både os og dem, siger Ligaens partileder, Matteo Salvini, ifølge avisen Corriere della Sera.

- Vi håber, at ingen nedlægger veto mod et valg, der repræsenterer, hvad flertallet af italienerne vil, tilføjer han ifølge avisen La Repubblica og nyhedsbureauet Ansa.

Italien har endnu ikke en regering på plads efter valget den 4. marts.

Men fredag bekræftede højrefløjspartiet Ligaen og protestpartiet Femstjernebevægelsen, at de var nået til enighed om et regeringsgrundlag.

Disse to partier fik størst opbakning ved valget for over to måneder siden.

91 procent af medlemmerne af Ligaen har stemt for forslaget om en regeringskoalition med Femstjernebevægelsen. Det oplyser Ligaen søndag aften.

Femstjernebevægelsens medlemmer stemte om aftalen fredag og sagde ligeledes ja til den.

Nu skal den nye regering godkendes af Italiens præsident, Sergio Mattarella, inden ministrene kan tages i ed. Det ventes i givet fald at ske i den kommende uge.

/ritzau/TT