Hvis du har læst eller hørt noget om den amerikanske præsident Joe Biden de seneste uger, har det sikkert handlet om, hvor gammel han er, eller at han er bagud i en række meningsmålinger.

Men et nyligt valg i USA kan være fremragende nyheder for Biden. Og måske endda vise vejen til at besejre Donald Trump.

Umiddelbart har det lignet et gigantisk nederlag for Joe Biden og Demokraterne i Kongressen i Washington, DC.

En stort anlagt hjælpepakke til Ukraine og Israel og en omfattende omorganisering og støttepakke til indsatsen ved den sydlige grænse mod Mexico for at sætte en stopper for USAs immigrationsproblem, som ikke blev til noget.

Pakken, som ellers blev udarbejdet i samarbejde mellem Republikanerne og Demokraterne i Senatet, led nemlig en hurtig død, da den republikanske flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, nægtede at føre den til afstemning, efter Donald Trump havde kritiseret aftalen.

Donald Trump ønsker nemlig at kunne bruge de efterhånden mangeårige problemer med voldsomme mængder immigranter fra syd som del af en eventuel kommende præsidentvalgkamp mod netop Joe Biden.

Men noget tyder på, at det, der kunne ligne en sejr til Trump, Mike Johnson og Republikanerne, kan være det præcis modsatte. Et stort selvmål.

Det kom der et tegn på i New York tidligere på ugen.

Valget i New Yorks tredje kongresdistrikt kan vise sig at være et tegn på rigtig dårlige nyheder for Donald Trump.
Valget i New Yorks tredje kongresdistrikt kan vise sig at være et tegn på rigtig dårlige nyheder for Donald Trump. Foto: Peter Foley/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Her blev der afholdt et ekstraordinært valg i kølvandet på, at den skandaleramte republikanske politiker George Santos blev smidt ud af Repræsentanternes Hus, efter at han havde løjet om snart sagt alt.

Valget i New Yorks tredje kongresdistrikt var mellem demokraten Tom Suozzi og republikaneren Mazi Pilip. Og det var spået til at være helt tæt. Ikke mindst fordi meningsmålingerne havde sagt netop det, men også fordi distriktet har skiftet parti flere gange de seneste årtier.

Men Tom Souzzi fik en overraskende stor sejr. Markant større, end det var forudsagt i meningsmålingerne.

Ikke mindst fordi han brugte det velbelyste faktum, at Republikanerne løb fra en aftale om grænsen, som de har efterspurgt i årevis, direkte i valgkampen.

Valget af Tom Souzzi var umiddelbart en sejr for Demokraterne i Repræsentanternes Hus, der dermed tager endnu et indhug i Republikanernes stadig mindre flertal.

Men endnu mere vigtigt, så viste det en mulig vej frem for Joe Biden i en kommende valgkamp mod Donald Trump.

Eller som den demokratiske senator i delstaten Connecticut Chris Murphy beskrev det på X efter sejren til Tom Souzzi:

»Republikanerne regnede med, at grænsen ville være et nøglespørgsmål for dem til efteråret. Og her til aften går de amok over vores nye vindersag er ret simpel. Demokraterne bakkede op om den fælles aftale om at fikse problemet på grænsen. Republikanerne dræbte den.«

Også den demokratiske flertalsleder i Senatet, Chuck Schumer, havde lignende analyse.

Han jublede nærmest.

»MAGA-republikanere gav Demokraterne en gylden mulighed for at snakke om grænsen. Det viser, at de ikke er reelt ønsker at løse problemet,« lød det fra Schumer.

Der er stadig adskillige måneder til præsidentvalget. 

Men Donald Trump og Mike Johnson kan lige have givet Joe Biden en seriøs trumf, der kan vise sig at være afgørende for hele USAs fremtid.