Et israelsk luftangreb på Gaza, der dræbte syv nødhjælpsarbejdere, var en 'grov fejl'.

Det kan man fredag læse i en undersøgelse om sagen, som Israels militær selv har udarbejdet.

Det har vakt international opstandelse, at Israels forsvar – IDF – tirsdag 1. april dræbte syv medarbejdere fra nødhjælpsorganisationen World Central Kitchen (WCK).

Angrebet fandt sted i forbindelse med overdragelsen af nødhjælp i den besatte Gazastribe. Men der var ifølge Israel tale om en klar fejl.

Det kan man læse i en pressemeddelelse om sagen, hvor IDF har undersøgt det, der foregik, nærmere.

Blandt andet kan man læse i en konklusion af undersøgelse:

»Efterforskningens resultater indikerer, at hændelsen ikke burde have fundet sted. Dem, der godkendte angrebet, var overbevist om, at de gik efter Hamas-folk og ikke WCK-ansatte.«

»Angrebet på køretøjerne er en grov fejl, der kommer efter en alvorlig fejl i forbindelse med en fejlslåen identifikation, fejl i beslutningsprocessen og et angreb, som ikke følger standardprocedurerne for angreb,« lyder det.

Ved angrebet skal israelske styrker derfor have ramt tre køretøjer, som tilhørte WCK og altså ikke Hamas-terrorister.

I pressemeddelelsen om efterforskningen kan man desuden læse, at den nu får konsekvenser for flere af de involverede. To mister nu deres job, lyder det videre.

Det gælder en major og en oberst, mens andre modtager en reprimande. 

En af dem, der modtager en reprimande, er den øverst ansvarlige for den sydlige israelske forsvarskommando.