Et hollandsk firma, som genrejser skove, er skyld i en gigantisk skovbrand i Spanien.

Det skriver firmaet Land Life selv i en pressemeddelelse.

»En skovbrand er startet under et af vores byggeprojekter, da vi gravede ud til plantning af træer til vinter,« meddeler virksomheden, som nu tilsyneladende har genereret mere genrejsningsarbejde til sig selv.

Ifølge virksomheden selv har skovbranden indtil videre brændt 14.000 hektar skov af tæt på Saragoza – det svarer til et område større end Samsø.

Medarbejderne fik hurtig taget kontakt til de lokale myndigheder, men det lykkes dem ikke at forhindre branden fra at brede sig og blive til en gigantisk skovbrand.

Brandmænd er fortsat i færd med at slukkede den enorme brand, som ifølge det lokale medie RTVE har ført til, at over 2.000 personer er blevet evakueret.

»Vi har sympati for lokalbefolkningen, som er blevet fjernet fra hus og hjem og som har set sit lokalmiljø blive ødelagt,« siger virksomhedens direktør, Francisco Purroy, som forsikrer, at arbejdet skete i overensstemmelse med lokale regler om arbejde under ekstremt tørre og varme forhold.

»Land Life blev født med den klare mission, at genrejse ødelagte naturområdet i verden for at genskabe naturen og støtte biodiversitet og dyreliv,« siger direktøren.

Virksomheden oplyser desuden, at de har igangsat en intern undersøgelse, som skal afdække, hvad der præcist skete.

Samtidig har de midlertidigt standset alt arbejde i områder med høj risiko for skovbrand, hvor de har planlagt genrejsningsprojekter.