Marine Le Pen og Emmanuel Macron dyster mod hinanden ved præsidentvalg. Le Pen har afgivet sin stemme.

Højrefløjskandidaten ved det franske præsidentvalg, Marine Le Pen, har søndag ved middagstid afgivet sin stemme ved anden og afgørende runde af valget.

Det fremgår et opslag fra Le Pen på det sociale medie Twitter.

Le Pen, som ved valget står over for den siddende præsident, Emmanuel Macron, har afgivet sin stemme i Hénin-Beaumont nær Lille i det nordlige Frankrig.

Valgstederne åbnede klokken 08.00 søndag morgen. De er åbne frem til klokken 20 søndag aften. Umiddelbart efter kommer de første valgstedsmålinger, som ofte rammer plet.

Ved middagstid søndag har 26,4 procent af vælgerne afgivet deres stemme. Det er næsten to procentpoint lavere end i 2017, skriver nyhedsbureauet AFP.

Målinger op til valget har peget på, at det kan blive et valg med lav valgdeltagelse.

En måling fredag viste, at valgdeltagelsen ventes at være på 72,5 procent. Det vil i så fald være den laveste valgdeltagelse i anden runde af et fransk præsidentvalg siden 1969.

/ritzau/