Da en familie var ude at gå en tur i en grotte ved byen Dubois, gjorde de et usædvanligt – og grusomt – fund.

I en lærredssæk fandt de en mandlig torso. Uden et hoved. Siden har man forsøgt at finde ud af, hvem den afdøde mand var, og nu har det vist sig, at fundet har ført til opklaringen af et mere end 100 år gammelt mysterium.

Det skriver CNN.

Det var helt tilbage i august 1979, at den amerikanske familie fandt lærredssækken i grotten, Buffalo Cave, i delstaten Idaho.

Sådan så Joseph Henry Loveless muligvis ud. Billedet er lavet ud fra beskrivelser af hans familiemedlemmer, og hvordan han blev beskrevet på den efterlysningsplakat, der blev trykt af ham, efter han flygtede fra fængslet.
Sådan så Joseph Henry Loveless muligvis ud. Billedet er lavet ud fra beskrivelser af hans familiemedlemmer, og hvordan han blev beskrevet på den efterlysningsplakat, der blev trykt af ham, efter han flygtede fra fængslet. Foto: DNA Doe Project
Vis mere

Liget var endnu iført mørke bukser, en hvid bluse med smalle, blå striber og en rødbrun sweater, da det blev fundet i en overfladisk grav.

12 år senere, i 1991, fandt en ung kvinde, der udforskede grotten, en mumificeret hånd. Efterforskere begyndte derefter en større gennemsøgning af stedet, hvilket førte til fundet af en arm og to ben i en anden lærredssæk i grottesystemet. Man fandt dog aldrig flere ligrester. Heller ikke hovedet.

Siden har man forsøgt at identificere den afdøde mand – men i årevis lykkedes det ikke, og mange mente, at det ikke ville kunne lade sig gøre, da hovedet manglede.

Før nu.

Det lykkedes forskere at fastslå, at den dræbte mands hår havde været rødbrunt, at han havde europæiske rødder, og at han havde været omkring 40 år, da han døde. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Hans krop havde ligget i grotten i mindst seks måneder. Måske 10 år. Eller endnu mere.

Det var dog ikke muligt for dem at finde ud af, hvordan han helt præcist var blevet dræbt, men de konkluderede, at hans krop var blevet parteret af flere forskellige skarpe instrumenter.

Tidligere på året spurgte man DNA Doe Project, som arbejder med at identificere ukendte personer – såkaldte John og Jane Does – om hjælp i sagen.

Og det var det, der førte til et gennembrud i sagen, og som har ført til opklaringen af en mere end 100 år gammel kriminalsag.

Holdet hos DNA Doe Project fokuserede på den dræbte mands dna, og derfra arbejdede de sig baglæns og forsøgte at udbygge hans stamtræ ved at finde andre, der delte det samme dna.

Til sidst fandt man frem til, hvem han var: Joseph Henry Loveless. Det lykkedes efterfølgende politiet at finde frem til et 87-årigt barnebarn til ham, og han accepterede at give en dna-prøve til myndighederne.

Det gjorde, at DNA Doe Project til sidst kunne slå helt fast, at der var tale om Joseph Henry Loveless. En mand med en mørk historie.

Før sin død var han blevet anholdt mindst to gange for spritsmugleri og for at flygte fra fængslet gennem tremmerne. Ikke længe efter dræbte han ifølge sheriffen hos Clark County Sheriff's Office, Bart May, sin hustru med en økse.

For det blev han fængslet – men det lykkedes ham i 1916 at flygte igen med hjælp af en sav, som han havde gemt i sin ene sko.

Siden så man ikke noget til ham, og det vides ikke, hvad der helt præcist skete med ham, men man formoder, at han blev dræbt kort tid efter sin flugt, da han var omkring 46 år.

»Tilbage i 1916 var det det vilde vesten her, og sandsynligvis håndterede de lokale selv problemet,« fortæller Bart May til CNN.

Der er dog fortsat et mysterium tilbage. For det vides ikke, hvem der dræbte Joseph Henry Loveless.