Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Skandalerne hagler ned over Elon Musks Twitter-projekt. Efter nedskæringer på rengøringspersonalet er de ansatte nødsaget til selv at medbringe toiletpapir.
Elon Musks Twitter-eventyr startede egentligt med en vision om at gøre verden til at bedre sted.
Han ville skabe et socialt medie, hvor holdninger kunne diskuteres på 'en sund måde', og hvor ytringsfriheden blev højeste prioritet.
'Jeg gjorde det for at prøve at hjælpe menneskeheden,' skrev Elon Musk selv på Twitter.
Siden har Elon Musk suspenderet Twitter-konti, der tracker hans eget privatfly. Han er blevet sagsøgt af flere tidligere ansatte for massefyringer. Han er også blevet sagsøgt for ikke at betale husleje.
Det er bare toppen af isbjerget, og nu er den altså gal igen.
I begyndelsen af december valgte Elon Musk at fyre Twitters rengøringspersonale for at spare penge i virksomheden, fortæller New York Post og The New York Times, der har talt med ansatte på kontoret.
»Det har efterladt kontoret i opløsning. Folk er pakket ind i små rum. Der lugter af gammel mad og kropslugt,« fortæller fire tidligere og nuværende medarbejdere til The New York Times.
De fortæller også, at toiletterne er blevet meget beskidte og ulækre, efter rengøringspersonalet blev fyret.
»Og fordi rengøringspersonalet er blevet fyret, har de ansatte set sig nødsaget til at medbringe egne toiletruller,« fortæller de til The New York Times.
Ud over rengøringspersonalet har Elon Musk valgt at lukke Twitters datacenter.
Det sker for at komme i mål med planen om at nedbringe omkostningerne ved at drive det sociale medie.