For første gang nogensinde er Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne lige store.

Det viser en ny Voxmeter for Ritzaus Bureau.

Den politiske meningsmåling, som er blevet offentliggjort mandag, viser, at DF og Danmarksdemokraterne ville få 8,4 procent af danskernes stemmer, hvis der var folketingsvalg i morgen.

Og det er ikke et resultat, der kommer bag på B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. For hvornår har man sidst hørt noget fra Danmarksdemokraterne, spørger han retorisk.

De nye tal viser fremgang hos DF.
De nye tal viser fremgang hos DF. Foto: Voxmeter for Ritzaus Bureau
Vis mere

»Det er ikke just det samme, der gør sig gældende med DF, så det giver god mening,« siger Henrik Qvortrup.

B.T.s politiske analytiker forudser samtidig en udvikling, hvor DF fortsætter med at vokse frem til valget, mens det vil gå den modsatte vej for Danmarksdemokraterne.

»Det er logisk, at det går sådan, for der er kæmpe forskel på synligheden. Selvfølgelig kan Inger Støjberg trænge igennem med budskaber, men vi hører ikke særlig meget til hende,« siger han og fortsætter:

»Vi oplever også, at DF er genstand for stor opmærksomhed – især fra Socialdemokratiet, der kører hårdt på dem. Forklaringen er, at de kan se, at DF trækker stemmer over midten, og derfor bliver de Socialdemokratiets fjende. Men det giver også DF opmærksomhed.«

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne er gået fra 10 procent 25. august til 8,4 procent 22. september.
Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne er gået fra 10 procent 25. august til 8,4 procent 22. september. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Henrik Qvortrup spår, at der er et »skifte på vej«.

»Jeg kunne godt se DF blive større end Danmarksdemokraterne, når vi når frem til valget.«

Samtidig undrer Henrik Qvortrup sig over, at Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg i spidsen ikke har gjort noget ved udviklingen for længst.

»Det har været en sovepude for dem, at de ikke har skullet sige så meget, udover at Støjberg åbner munden engang i mellem. Festen kan være slut nu, fordi de simpelthen har fået en konkurrent i Morten Messerschmidt, som har tur i den.«

En del af forklaringen på Danmarksdemokraternes nedtur er Morten Messerschmidt, siger Qvortrup.
En del af forklaringen på Danmarksdemokraternes nedtur er Morten Messerschmidt, siger Qvortrup. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det vil være mærkeligt, hvis Støjberg ikke prøver at svare igen og skabe større synlighed.«

Trods de flotte tal er alt dog ikke fryd og gammen for DF, påpeger Qvortrup.

»Man skal huske på, at DF på mange måder ikke er et helt ukompliceret parti, hvis der skal skabes et blåt flertal, fordi Messerschmidt har sat skrappe betingelser for, hvad han kan gå med til. Blandt andet har han sagt, at han ikke vil kunne samarbejde med Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen.«

Og netop Moderaterne fortsætter den nedadgående udvikling.

Kun tre procent ville stemme på Moderaterne, hvis der var folketingsvalg i morgen.
Kun tre procent ville stemme på Moderaterne, hvis der var folketingsvalg i morgen. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er stadig begrædelige tal for Moderaterne, der ligger og roder på tre procent,« siger Qvortrup og fælder samtidig dom over tallene for resten af regeringen.

»Socialdemokratiet er også vigende til trods for, at der bliver delt gaver ud igen og igen, og statsministeren er her, der og alle vegne. Venstre er på ti procent, så det er ikke på nogen måde særlig overbevisende. Det har været fortællingen i en lang periode.«

»Det opsigtsvækkende er, at DF ser ud til at have bidt sig fast, og de nu puster Danmarksdemokraterne, der ellers har kunnet have sine ti procent i fred, i nakken.«