Hvis Charlotte Stang vinder efterårets udgave af 'Forræder', skal pengene blandt andet gå til en limousinetur med hendes søn Viktor.

Han er kommet til verden ved hjælp af en donor, og her fortæller den nye TV 2-profil om at være solomor – og hvorfor hun bliver provokeret af et bestemt spørgsmål.

38-årige Charlotte Stang bor til daglig på Frederiksberg.

Når hun ikke medvirker i den aktuelle sæson af TV 2-hittet 'Forræder – ukendt grund', arbejder hun som vuggestuepædagog, og så er hun solomor til Viktor på fem år.

»Viktor er lavet med donor,« fortælle Charlotte til B.T. og fortsætter:

»Det har været magisk. For mig har det 100 procent været den rigtige beslutning, og der har ikke været nogen sorgproces over, at han ikke har nogen far. Han har jo verdens bedste mor.«

Charlotte Stang fortæller videre, at hun i sine 20'ere selvfølgelig tænkte i de traditionelle baner med 'far, mor og barn'.

»Det er jo det, vi er oplært i, og det samfundet forventer af os. Men jo ældre jeg blev, var jeg bare 'nixen bixen'..«

Du gad ikke vente længere?

»Jeg tænkte, 'jeg kan det her alene'. Og det kan jeg! Jeg har virkelig et godt og velopdragent barn, der stortrives.«

Hvad gjorde du i forhold til Viktor, mens du var afsted for at være med i 'Forræder'?

»Jeg havde jo aldrig meldt mig, hvis jeg troede, det ville gå udover mit barn. Så jeg ringede til min mor og sagde, at det var en mulighed – og hun var selvfølgelig klar til at passe ham.«

Hun fortsætter:

»Jeg vidste, at han havde en fest hos sin mormor. Han elsker at være hos hende.

Charlotte Stang fortæller videre, at hun faktisk blev en smule provokeret, da TV 2's castere ligeledes spurgte, om hun havde tænkt over, hvad hun ville gøre med sit barn, mens optagelserne stod på.

»Ja, selvfølgelig havde jeg det. Troede de, jeg var dum? Jeg ville aldrig gøre det, hvis jeg vidste, det gik ud over Viktor.«

Måtte du ringe til ham om aftenen mellem optagelserne?

»Nej, men man bliver også så påvirket af at være på slottet af stress. Vi havde sygt godt vejr, da vi optog i april, så det eneste jeg tænkte på var, hvor dejligt det var, at Viktor havde godt vejr hos sin mormor, så de kunne komme i skoven.«

Hvad siger han til, at du er med i 'Forræder'?

»Han forstår det ikke rigtigt. Jeg har prøvet at vise ham det, men han er mere til 'Minecraft' og 'Ninjago'.«

Du har udtalt, at hvis du vinder, så vil du bruge pengene på en limousinetur til dig og din søn?

»Ja, han er meget glad for limousiner og autocampere. Det fyldte meget, da vi skulle afsted. Jeg har sagt til ham, at når man kører limousine, skal man ikke sidde i autostol – og han glæder sig meget til at blive voksen, så han slipper for det – så vil han spare op til en limousine.«

I videoen øverst kan du se Charlotte Spang fortælle om at være alenemor.

Andre læser også