»Jeg har henover weekenden talt med flere bekymrede forældre, der fortæller, at de frygter for, om deres børn vil blive udsat for ubehagelige oplevelser, næste gang de skal spille en fodboldkamp.«

Sådan lyder det fra David Jano, der er formand for den jødiske sportsklub JIF Hakoah.

Han fortæller, at utrygheden breder sig blandt forældre til børn i klubben efter et af Hakoahs U12-fodboldhold i weekenden oplevede, at en af deres kampe blev aflyst.

Det skete, som B.T. beskrev det fredag, fordi modstanderholdet Brønshøj Boldklub på baggrund af rygter frygtede uro, demonstrationer og måske hærværk i forbindelse med de 12-årige jødiske drenges fodboldkamp.

Rygterne lød angiveligt på, at propalæstinensiske aktivister ville lade deres utilfredshed med krigen i Gaza gå udover de jødiske drenge.

»Det er jo trist, at det er nået dertil,« siger David Jano.

I kombination med det høje trusselsniveau mod danske jøder frygter David Jano, at situationen kan føre til, at forældre fravælger Hakoah til fordel for ikkejødiske klubber, der er mindre udsatte.

»Selvom mange forældre gerne vil støtte op om det jødiske, så får sådan en sag her også den konsekvens, at der er nogle forældre, der tænker, om det er det værd,« siger David Jano til B.T. og fortsætter:

»Det tror jeg også, at vi vil blive ramt af. Det har vi allerede kæmpet med i mange år i Hakoah. Nogle gange opstår der den der effekt, at så støtter folk mere op, når det er hårde tider, men det vil også have den effekt, at nogle vælger det fra, fordi de tænker på deres børns sikkerhed.«

David Jano har svært ved at spå om, hvorvidt flere af Hakoahs kampe vil blive aflyst i fremtiden.

Men generelt er han bekymret over trusselsniveauet mod det jødiske samfund i Danmark.

»Jeg tror desværre, at vi ser mere og mere af det, vi allerede ser ved synagogen. Vi vil se mere politi, det er den måde, de må prøve at slå tingene ned. Desværre er vi der, hvor det skal koste penge at sikre jødisk liv,« siger han.

David Jano fortæller, at man i Hakoah sætter »stor pris« på de mange støttetilkendegivelser, som blandt andre mange af landets politikere er kommet med henover weekenden, men at han gerne så, at »de også viser noget handling.«