Den franske kantspiller Ousmane Dembélé modtog mandag aften Ballon d'Or-trofæet som verdens bedste mandlige fodboldspiller. Det skete ved en kåring i Paris.

Dermed var det en af byens helte, der løb med prisen som verdens bedste herrespiller i 2024/25-sæsonen. Han fik overrakt prisen af den brasilianske legende Ronaldinho.

Den lynhurtige og målfarlige Paris Saint-Germain-stjerne, der både kan spille på kanten og helt i front, var på forhånd favorit hos bookmakere og eksperter.

Han er den sjette franske vinder gennem tiderne efter Raymond Kopa, Michel Platini, Jean-Pierre Papin, Zinedine Zidane og Karim Benzema.

Dembélé har plejet en skade i de seneste uger og var derfor på plads til ceremonien. Dog uden støtte fra sine holdkammerater.

PSG var mandag aften i aktion i Marseille, efter at Ligue 1-storkampen blev udsat søndag aften på grund af risiko for kraftig regn og oversvømmelse.

Marseille, der havde den danske midtbaneduo Pierre-Emile Højbjerg og Matthew O'Riley med i hele kampen, vandt 1-0 over PSG.

Barcelonas Lamine Yamal var den største rival til prisen og blev nummer to. Teenagefænomenet vandt mesterskabet og pokaltitlen med Barcelona i sidste sæson.

For andet år i træk kunne Yamal dog trøste sig selv med at blive kåret til Årets Unge Spiller.

28-årige Dembélé, der kom til PSG fra Barcelona i 2023, vandt både mesterskab og pokal i Frankrig og ikke mindst Champions League.

Han scorede otte mål undervejs til PSG's første europæiske titel og blev også kåret til turneringens bedste spiller.

Det er journalister fra de franske medier L’Équipe og France Football, der har indstillet de nominerede til priserne i Ballon d'Or-kåringen.

100 medierepræsentanter fra de 100 højst rangerede lande på verdensranglisten har derefter stemt om vinderne ved at give hver ti spillere point.

Hos kvinderne var landsholdskaptajn Pernille Harder blandt 30 nominerede, men trods en god sæson i Bayern München endte hun som nummer 20.

Det skyldes ikke mindst hendes og Danmarks mangelfulde præstation ved EM i Schweiz i sommer.

Her slog England i finalen Spanien, og netop kandidater fra de to lande sloges om at modtage Ballon d'Or Feminin.

Barcelonas Aitana Bonmatí endte med at snuppe prisen for tredje år i træk.

/ritzau/