Han blev suspenderet onsdag i sidste uge.
Men tirsdag vender Jimmy Kimmel tilbage til talkshowet 'Jimmy Kimmel Live'.
Det skriver Disney, der ejer ABC, i en udtalelse ifølge Ritzau.
Kritikken har væltet ned over Disney de seneste dage, efter nyheden om Kimmels suspendering blev annonceret.
Flere skuespillere og andre talkshowværter har delt deres utilfredshed offentligt, hvor flere endda har opsagt deres abonnement til Disney+.
400 skuespillere har endda underskrevet en støtteerklæring til fordel for Jimmy Kimmel.
Det gælder blandt andet Meryl Streep, Jennifer Aniston, Ben Affleck og Tom Hanks.
'Vi, folket, må aldrig acceptere regeringens trusler mod vores ytringsfrihed. Ledernes forsøg på at lægge pres på kunstnere, journalister og virksomheder med repressalier for deres ytringer rammer kernen i, hvad det vil sige at leve i et frit land,' står der blandt andet i erklæringen ifølge People.
Videre står der, at det strider med de værdier, som USA er bygget på, hvis ytringsfriheden krænkes.
'Dette er øjeblikket, hvor vi skal forsvare ytringsfriheden i hele vores nation.'
Talkshowet blev sat på pause på ubestemt tid onsdag, da studieværten udtalte sig kontroversielt om mordet på aktivisten Charlie Kirk. Det kan du læse mere om HER.